Af Paw Rytter
Kandidat til KV25 og RV25
Moderaterne
Da Hjørring kommune udstedte miljøtilladelsen til pyrolyseanlægget ved Agri Energy lidt uden for Smidstrup, blev tilladelsen givet på grundlag af Bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg.
Personligt har jeg svært ved at se, hvordan forvaltningen kunne give tilladelse til et pyrolyseanlæg på grundlag af den bekendtgørelse. Lad mig forklare hvorfor.
Ifølge denne bekendtgørelses §3, stk. 4, så gælder den ikke for fyringsanlæg, hvori de gasformige forbrændingsprodukter anvendes direkte til opvarmning, tørring eller enhver anden behandling af genstande eller materialer.
Hvilket præcis er det, der sker på pyrolyseanlægget hos Agri Energy.
Pyrolysegassen anvendes både til tørring af fibre og til at drive pyrolyseprocessen, hvor pressede piller af gyllefibre m.m. varmebehandles, så de transformeres til biokul.
Læg dertil at pyrolyse ikke nævnes et eneste sted i bekendtgørelsen.
Anlægget burde være godkendt på grundlag af Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen
Pyrolyse nævnes derimod i Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen.
I §2, stk. 2 lyder det således: Hvis der anvendes andre processer end oxidering, såsom pyrolyse, forgasning eller nedsmeltning, skal affaldsforbrændingsanlægget eller affaldsmedforbrændingsanlægget stå for både varmebehandlingsprocessen og den efterfølgende forbrændingsproces.
Ovenstående beskriver præcis, det der finder sted på pyrolyseanlægget hos Agri Energy.
Affaldet (gyllefibrene) varmebehandles så pyrolysegassen udskilles, hvorefter pyrolysegassen gennemgår en forbrændingsproces enten i anlæggets kedel eller via anlæggets fakkel.
I §3 oplistes de undtagelser som ikke er omfattet af Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen. Her ville man måske kunne finde en begrundelse for hvor pyrolyseanlægget ved Smidstrup ikke skulle være omfattet af Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen. Lad os se på det.
Her er stk. 4 og 5 af interesse.
Lad od starte med stk. 4. Det omhandler: anlæg, der udelukkende forbrænder biomasseaffald, som defineret i § 4, nr. 6.
Og hvad dukker der op, når tjekker i § 4, nr. 6? Hvad står der om biomassen?
Her er det punkterne a og b, der er interessante, da de afgrænser, hvilke typer af biomasse et anlæg, skal forbrænde, for ikke at være omfattet af Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen.
- a) Vegetabilsk affald fra landbrug og skovbrug.
- b) Vegetabilsk affald fra levnedsmiddelindustrien, hvis forbrændingsvarmen udnyttes.
Aha … biomassen skal være vegetabilsk.
Jamen det er fibre fra grisegylle, hønsemøg og dybstrøelse jo ikke, vel? Det taler altså for at pyrolyseanlægget er omfattet af Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen.
Lad os vende tilbage til §3, stk. 5 og se hvad den siger. Og igen husker vi på, at det der beskrives, er de betingelser, der skal være opfyldt for at et affaldsforbrændingsanlæg, ikke er omfattet af affaldsforbrændingsbekendtgørelsen.
Stk. 5, Forgasnings- eller pyrolyseanlæg, hvis gasserne fra denne varmebehandling af affald renses i en sådan grad, at de ikke længere udgør affald forud for forbrændingen, og de ikke kan medføre større emissioner end dem, der skyldes fyring med naturgas.
Dette kriterie opfylder pyrolyseanlægget med sikkerhed ikke. I forbindelse med opstart og nedlukning, er der behov for at tilføre naturgas for at få en blot nogenlunde forbrænding er pyrolysegassen. Og under “almindelig” drift kan forbrændingen af pyrolysegassen lugtes, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis det var naturgas, der blev forbrændt.
Så hvad er konklusionen?
Hvis man skærer indtil benet, er der rigtig meget, der taler for, at miljøtilladelsen til pyrolyseanlægget blev givet på et forkert grundlag.
Hvis det vitterligt er tilfældet, er der tale om en alvorlig forseelse, da kravene til tilsyn er mere strikse i Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen, end de er i Bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg.
Fx ville der på nuværende tidspunkt, være blevet gennemført tre kontroller for udledningen af blandt andet dioxin og furaner, siden anlægget blev taget i drift i april 2024.
Eller sagt mere ligefremt, måske kunne naboerne være skånet for sundhedsskadelige emissioner.
Beklager teksten blev lidt teknisk.
Tak igen, Paw.