Af Paw Rytter

Kandidat til KV25 og RV25
Moderaterne
Sluserne på det anlæg som damptørrer de gyllefibre, som Agri Energy anvender til biokul, er defekte. Det fremgår af en handlingsplan, som virksomheden sendte til Hjørring kommune den 11. februar.
Konsekvensen af de defekte sluser er, at der bliver udledt store mængder af uønsket damp. Vel og mærke damp der kan indeholde sundhedsskadeligestoffer og beviseligt medfører store lugtgener. Kort sagt betyder defekten, at anlægget ikke lever op til miljøtilladelsens krav. Det er uacceptabelt, hverken mere eller mindre!
Af handlingsplanen fremgår, at virksomheden ønsker at holde anlægget i drift, mens man forsøger at udbedre defekterne. I følge Agri Energy vil den proces strække sig helt frem til august. Kort sagt forventer Agri Energy, at Hjørring kommune og naboerne ser stort på de krav, som fremgår af miljøtilladelsen i de kommende seks måneder.
I handlingsplanen oplyser Agri Energy, at man vil skifte den ene sluse i marts. Og hvis det viser sig, at den virker efter hensigten, så vil man skifte den anden sluse til august 2025. De nuværende sluser kan ikke holde til processen, hvilket i følge forlydener har fået Agri Energy til at forsøge selv at opfinde en bedre løsning.
Der er altså overhovedet ikke nogen garanti for, at den hjemmestrikkede løsning vil afhjælpe problemerne. Det eneste der er garanti for er, at naboerne vil blive udsat for i bedste fald lugtgener, i værste falde sundhedsskadelige udledninger, de kommende seks måneder.

Hvad er problemet?
Tørringen af gyllefibrene er en såkaldte damptørring, hvor overophedet damp anvendes til at trække væske ud af gyllefibrene. Processen foregår ved temperaturer omkring 200 celsius og det er uafklaret, hvilke kemiske reaktionen der finder sted under tørringen.
Dampene fra fibrene indeholder ammoniak, men kan desværre også indeholde andre stoffer, såsom rester af glycerin, som kan syntetiseres til sundhedsskadelige forbindelser på grund af processens temperatur.
Mangelfuld oplysning af teknik- og miljøudvalget
Problemerne vedrørende lugtgener m.m. skal drøftes af teknik- og miljøudvalget på mødet den 4.marts. Det er bekymrende og uacceptabelt, at sagsfremstillingen ikke nævner, at Agri Energy de facto ønsker, at Hjørring kommune accepterer, at man ikke vil overholde betingelserne i miljøtilladelsen i de kommende seks måneder. Faktisk har forvaltningen ikke engang vedlagt Agri Energys handlingsplan som bilag, når punktet skal behandles.
Dermed har man afskåret medlemmerne af teknik- og miljøudvalget fra at vide, hvad det er de siger god for på det kommende møde. Forvaltningen lægger altså optil at medlemmerne af teknik- og miljøudvalget, siger god for at naboerne udsættes for lugtgener eller det der er værre, selvom det er en klar overtrædelse af de krav som fremgår af miljøtilladelsen.
Spørgmålet er om medlemmerne risikere at pådrage sig et personligt ansvar, hvis de de facto giver Agri Energy tilladelse til at overtræde miljøtilladelsen i en seks måneders periode. Jeg har i hvert fald ikke kunne finde lovhjemmel for, at medlemmer af en kommunalbestyrelse har så vidtrækkende beføjelser.
Jeg har naturligvis sendt handlingsplanen til medlemmerne af teknik- og miljøudvalget.



Godt skriv Paw Rytter, bliv endelig ved
Meget overbevisende analyse fra din side Paw.
Det er en meget alvorlig situation, og du dokumenterer kerneproblemet fornemt:
-virksomheden manipulerer,
-udvalget træffer beslutninger på et uoplyst grundlag,
-og ofrene er miljøet og befolkningen.
Det må vi have lavet om på a.s.a.p. og senest ved byrådsvalget d. 18. november.
Vi må have skabt en koalition udenom de treenige magtpartier i Hjørring Byråd.
Det kæmper jeg for p.t. i regi af Borgerlisten “Vision Hjørring 2050” under stiftelse.
Jeg håber, at vi kan ende i en fælles front, der altid vil sætte miljøet og borgernes sikkerhed og sundhed over kapitalinteresser.
For at det kan ske skal Hjørring Kommune have en ny politisk ledelse.