Af Paw Rytter
Byrådskandidat til KV21
Socialdemokratiet
Christiansdalsvej 83
Vrå
Store beslutninger der angår en kommunes fremtid, bør ikke træffes bag lukkede døre. I hvert fald ikke medmindre beslutningstagerne kan redegøre for årsagen til lukketheden på en måde, der er umiddelbart overbevisende.
Bestyrelsen for Hirtshals Havn valgte at orientere kommunalbestyrelsen på et lukket møde og pålagde dermed medlemmerne tavshedspligt. Det betyder, at et medlem af kommunalbestyrelsen skal udøve civil ulydighed, hvis vedkommende mener, at der er elementer af den konsulentundersøgelse, som havnens bestyrelse bestilte i efteråret 2020, som offentligheden bør kende til.
Beslutningstagere har alle dage haft let ved at finde ”gode undskyldninger” for, hvorfor dette eller hint ikke tåler at blive alment kendt. I et demokrati er den sunde reaktion på lukkethed god gammeldags nysgerrighed.
Og ja, lukketheden har gjort undertegnede nysgerrig. Hvis man ikke deler nysgerrigheden, vil jeg opfordre til, at man standser læsningen her.
Eftersom bestyrelsen ikke ville give offentligheden indblik i den rapport, der er resultatet af konsulentundersøgelsen, bad jeg om aktindsigt i havnens udgifter til undersøgelsen. Ikke fordi beløbet er interessant i sig selv – for konsulenter er bare dyre – men fordi jeg ville vide, hvem det var, man havde valgt til opgaven. Var det et af de store virkelig dyre bureauer, hvis kompetence var hævet over enhver tvivl? Eller havde man fundet en mere mådeholden løsning?
Resultatet af anmodningen viste sig at være overraskende interessant. For manden bag den hemmeligholdte konsulentundersøgelse har faktisk både en lidt blakket fortid og en alder, hvor mange andre ville vælge at nyde deres otium.
Konsulentundersøgelsen blev gennemført af den 69-årige Hans Chr. Vestergaard, som har drevet konsulentvirksomheden H.C. Vestergaard ApS siden 2002. Inden han blev selvstændig, havde han et flot karriereforløb i offentligt regi, hvor han blandt andet nåede at være kommunaldirektør i Silkeborg kommune og amtsdirektør i det daværende Ringkøbing amt.
Sidstnævnte stilling standsede dog brat, da han blev fyret på grund af sin rolle i EURA-Sagen – en speget affære, hvor Ringkøbing amt hjalp EU-lobbyister med adresse-snyd, så de slap for at betale skat.
EURA-SAGEN
Eura-sagen begyndte tilbage i 1998, da Ringkøbing amt besluttede at ansætte tre medarbejdere fra det fælleskommunale erhvervsudviklingsselskab EURA. De tre medarbejdere havde på det tidspunkt været ansat i tre år i afdelingen i Bruxelles – og efter den periode ville det belgiske skattevæsen begynde at opkræve skat. For at undgå at give medarbejderne højere løn som kompensation for skattebetalingen, undersøgte EURA og Ringkøbing amt mulighederne for, at medarbejderne i stedet blev ansat af amtet. Efter samråd med revisorer og advokater vedtog amtsrådet at sige ja til at ansætte de tre.
Imidlertid var det en betingelse, at de tre i en periode på tre måneder skulle bo i Danmark og arbejde på EURAs lokale kontor i Ringkøbing. Men den aftale blev ikke overholdt. Amtet skaffede ganske vist medarbejderne værelser på Ringkøbing Sygehus – men de blev aldrig brugt. Desuden kom det frem, at der ikke betalt husleje for værelserne. Men da et brev fra en anonym kilde afslørede, at de tre medarbejderes post blev samlet af en sygehusmedarbejder og videresendt til EURAs kontor i Ringkøbing, endte det med, at Hans Chr. Vestergaard blev fritstillet med øjeblikkelig virkning.
https://finans.dk/artikel/ECE4245756/Snyd-for-at-blive-skattefri/?service=printversion&ctxref=ext
https://www.berlingske.dk/samfund/amtsdirektoer-kraeves-fyret
https://www.dr.dk/nyheder/indland/amtsdirektoer-fyret
I årene efter skandalen har Hans Chr. Vestergaard arbejdet som konsulent med at rådgive kommuner, sportsforeninger og gymnasier i forbindelse med ansættelser.
Siden 2017 har aktiviteten i H.C. Vestergaard ApS været påfaldende lav. Udefra set kunne det se som om, den nu 69-årige konsulent var gået på pension, indtil han blev hidkaldt af Hirtshals Havn for at udarbejde den hemmeligholdte konsulentundersøgelse.
I den kommende tid vil jeg se nærmere på Hans Chr. Vestergaards netværk. Hvem ved, måske gemmer der sig forbindelser, der knytter ham til Hirtshals Havn?