Af Peter Ernst Sundbæk

Socialpædagog og kandidat til KV25
Socialdemokratiet i Hjørring Kommune
Man må tage hatten af for Paw Rytter fra Moderaterne. Eller måske snarere nej-hatten, for den klæder ham virkelig godt.
Uanset hvilket opslag, forslag eller tanke der kommer fra andre politikere i Hjørring Kommune, kan man være helt sikker på én ting: Paw er klar med en kritisk kommentar. Han er lokalpolitikkens svar på en røgalarm, den bipper, hver gang nogen tænder et lys af idéer.
Der er næsten noget poetisk over det. For mens andre partier forsøger at præsentere visioner, løsninger og forslag (ja, nogle gange endda lidt for mange), så har Paw fundet sin egen niche: Han er manden uden politik, men med masser af pointer.
Han siger nej til havneudvidelser, nej til Venstres socialpolitik, nej til Socialdemokratiets investeringer, og sikkert også nej til nej-sigerne, hvis de stod på den forkerte side af midterlinjen.
Man kunne selvfølgelig spørge, hvad Moderaternes politik egentlig er i Hjørring Kommune. Men måske er det netop svaret: Moderation. Altså hverken for eller imod. Bare… midt imellem, så længe det ikke bliver til noget.
Det er som om Paw er gået i politisk zen: Den, der intet lover, kan aldrig skuffe.
Så kære Paw, vi venter stadig spændt på dit eget bud på, hvordan Hjørring bliver “en god kommune at bo i”.
For indtil videre ved vi mest, hvad du ikke synes den skal være.
Men ros skal du have, du sørger for, at ingen i byrådet falder i søvn. Der er altid lidt mere liv i debatten, når Paw har fundet tastaturet frem.
Med venlig hilsen,
En kandidat, der godt kunne bruge lidt mere “for” og lidt mindre “imod” i lokalpolitikken.
Link til relateret artikel
Paw Rytter (M): Velfærd eller moleforlængelse? – Valget er dit



Kære Peter
Jeg er et ydmygt menneske, så jeg vil helst ikke love mere end jeg kan holde. Moderaterne i Hjørring har fokus på de svageste og mest udsatte i kommunen. Vi vil arbejde for at de pårørende får bedre vilkår.
Kort sagt er vores blik stift rettet mod de begrænsninger, som Socialdemokratiet, Venstre og Konservative har indført i kommunen kvalitetsstandarder og serviceniveauer. Vi tror nemlig, at en del af de besparelser, som der er gennemført i virkeligheden forårsager større udgifter på den lange bane.
Men det bliver ikke let.
Vi ved godt, at det ikke er let at få et parti, som socialdemokratiet med på at gå nye veje. Men hvem ved, hvis vi kan overbevise enten Venstre eller de Konservative er det måske nok.
Det bliver spændende at se, hvordan vælgerne sammensætter det kommende byråd.
Forsat god valgkamp
Paw Rytter – Moderaterne
Hej Peter,
Du taler om “ideer” i dit indlæg, men ideløshed er selve indbegrebet af det S-V-K-styre, der har regeret kommunen i årevis med deraf følgende stilstand og stagnation. Socialdemokratiet har annoncerede i næsten et år på Nordsøposten efter råd og tips, så partiet kunne have en politik ved valget. Ingen har tilsyneladende hjulpet jer. Socialdemokratiets borgmesterkandidat Mai-Brit Beith har endnu til gode at fremlægge et valgoplæg, og hun var i København, da det seneste budget blev drøftet.
Vi i Vendelbo-Listen har fremlagt vores bud på en fremtid (byrådsreferatet 8.19). Frit skolevalg, nul skole- og plejehjemslukninger, bedre erhvervsliv, dobbelt så mange penge til cykelstier osv.
Og Socialdemokratiet? Partiet budgetterer nu hvert eneste år med at få 30 mio. kr. i fattigdomshjælp fra staten.
Du burde læse VL’s oplæg. Du er velkommen til at “stjæl”e ideerne, hvis blot du bidrager til at gennemføre dem 😉
Korrektion: Det er i referatet fra byrådsmødet 8.10, at man kan finde Vendelbo-Listens budgetforslag, der udover en række forbedringer også levner 10 mio. kr. mere på kommunens bundlinje end forligspartierne. Du finder referaterne her: https://hjoerring.dk/demokrati/dagsordner-og-referater