Af Peder Hvelplund
MF Enhedslisten
Gruppeformand
Gl. Vennebjerg
Vi kommer fremover til at skulle leve med Corona i samfundet. Det vil formentlig betyde at vi skal forberede os på årlige Coronavacciner, ligesom vi kender med influenzavaccinationer.
For at sikre at beskyttelsen også er virksom i forhold til fremtidige varianter.
Derfor er det helt afgørende at vi sikrer fremtidig forsyningssikkerhed af vaccine, så vi ikke er afhængig af ganske få producenter. Så vi også kan leve op til vores globale ansvar og sikre tilgængelighed af vacciner – også til lavindkomstlande. Gerne i et fælles nordisk samarbejde om en offentlig vaccineproduktion.
Derfor er det helt uacceptabelt at regeringen planlægger en fremtidig vaccinestrategi og Statsministeren rejser til Israel for at indgå i en højst tvivlsom alliance, uden at inddrage Folketingets partier og regeringens parlamentariske grundlag.
Enhedslisten har derfor indkaldt til en hasteforespørgsel, hvor vi kritiserer at regeringen ikke har inddraget Folketingets partier og at regeringen skal indkalde til forhandlinger om en fremtidig vaccinestrategi.
En så afgørende og central strategisk beslutning kan ikke træffes egenrådigt af regeringen – det kræver en reel parlamentarisk inddragelse.