Af Per Clausen
Spidskandidat for Enhedslisten til EU-parlamentsvalget
Asser Mortensen har selvfølgelig ikke ret, når han siger, at jeg med Enhedslistens forslag om at etablere en togfond vil stoppe den grønne omstilling i Nordjylland.
For det første vil jeg arbejde for, at den europæiske investering i bedre togforbindelser i EU også omfatter en elektrificering af skinnenettet nord for Aalborg og udvidelse af skinnekapaciteten her. Det er helt nødvendigt, hvis vi vil bevare de gode færgeforbindelser til Hirtshals og Frederikshavn. Uden dem vi turismen og beskæftigelsen i Nordjylland lide voldsom skade.
For det andet vil Enhedslisten skaffe langt flere penge til en retfærdig grøn omstilling – også i Nordjylland. De penge vil vi skaffe ved at lade de største forurenere og udledere – og de rigeste – betale mere til denne opgave.
Vi foreslår, at vi i EU aftaler, at indføre en ekstra skat på den rigeste ene procent i alle EU-landene, hvor pengene går til udgifter i forbindelse med den grønne omstilling. Det er rimeligt og retfærdigt set i lyset af den voldsomme stigning i indtægterne, som denne gruppe har haft i de senere år – samtidig med at deres skat er blevet sat ned. Denne gruppe bidrager i øvrigt også langt mere til udledning af CO2 til skade for klimaet end andre med lavere indkomster. Så også af den grund er det rimeligt, at de bidrager lidt mere.
Vi foreslår også, at der i EU-landene (gerne i samarbejde med andre lande) indføres en meget lille skat på finansielle transaktioner. I kraft af disse transaktioners omfang vil det alligevel give et stort beløb.
Hertil kommer, at vi foreslår, at vi i EU gennemfører en aktiv indsats for at stoppe, at virksomheder og rige mennesker placerer deres penge i skattely.
Alt i alt vil Enhedslistens samlede forslag sætte mere – ikke mindre – gang i den grønne omstilling.
Link til tidligere artikel
Enhedslisten prioriterer ifølge Asser Mortensen (S) lyntog til Paris over havneudvidelse i Hirtshals