Dansk Folkeparti i Nordjylland har afholdt opstillingsmøde til regionsrådsvalget den 16. november 2021.
Den nuværende gruppeformand Ib Madsen blev genvalgt som partiets spidskandidat, mens eneste udfordrer til posten, Jamie Voldby, fik pladsen som listens nummer to.
Tidligere regionsrådsmedlem, og nuværende viceborgmester i Aalborg Kommune, Kristoffer Hjort Storm gør comeback som regionsrådskandidat og snuppede tredjepladsen foran regionsrådsmedlem Anne Mette Mortensen, der blev nummer fire.
– Vi har fået valgt en stærk og bred liste, med en god geografisk og aldersmæssig fordeling. Jeg ser meget frem til samarbejdet med de andre kandidater og tror på, at vi kan sikre Dansk Folkeparti et godt valg til efteråret, siger Ib Madsen.
Der er i alt 13 kandidater på listen, hvor langt de fleste har erfaring fra enten by- eller regionsråd.
– Inden sommerferien indkalder jeg kandidaterne til det første planlægningsmøde, så vi kan få udarbejdet et fælles grundlag at gå til valg på. Men ingen tvivl om, at vi vil have fokus på at styrke den regionale infrastruktur og fortsætte vores fokus på et godt akutberedskab, tilføjer Ib Madsen.
Udover spidskandidaten er der følgende:
Liselotte Lynge (5)
Jørgen Hammer Sørensen (6)
Per Hyldig (7)
Carsten Ullmann (8)
Ib Poulsen (9)
Tommy Degn (10)
Erik Høgh-Sørensen (11)
Mathias Rump Hansen (12)
Kim Christiansen (13)