Mange har studset over Per Windahl Jensens brug af begrebet femte juledag i artiklen om den forestående julekoncert den 29. december på Hirtshals Kro.
Det har krofatter, som i daglig tale lokalt kaldes Per Kro, imidlertid en rigtig god forklaring på, idet der såmænd er lokalhistorisk belæg for det i havnebyen Hirtshals.
– Ganske vist er der kun første og anden juledag, men hvis du erindrer dengang Hirtshals var mere end bare en provinsby på aftægt, så blev Fiskeriforeningens julebal i gamle dage afholdt tredje juledag, og som et modstykke fra det bedre borgerskab i byen lavede den hedengangne Hirtshals Borgerforening julebal på Hirtshals Kro femte juledag, forklarer Per Kro.
Aldrig så snart havde regeringen altså med et snævert flertal fjernet Store Bededag, før Per Kro med vanlig tæft for sikker timing og indsigt i den lokale almanak får genindført femte juledag i Hirtshals.
Således oplyste kan julefreden i hvert fald frem til den 29. december atter sænke sig over havnebyen.
Skål og glædelig jul!
Link til tidligere artikel