En nordjysk attraktion på UNESCO’s verdensarvsliste?
Det er en mulighed for Børglum Kloster, men vindmøller og solcelleparker kan sætte en stopper for det, og det ærgrer det konservative folketingsmedlem for Nordjyllands Storkreds Per Larsen, skriver TV2 Nord.
– Det er helt enestående, hvis vi kan få Børglum Kloster på UNESCO’s verdensarvsliste, lyder det fra Per Larsen (K).
– Vi ved, at det har en enorm betydning i forhold til vækst og turisme. Der er en masse mennesker verden over, der rejser efter de her verdensarvslister.
Der er søgt om optagelse af Børglum Kloster på den unikke liste, men det kræver, at politikerne i Hjørring Byråd kan blive enige om at vedtage en støtteerklæring til ansøgningen.
Noget som de omkringliggende nordjyske kommuner allerede har givet deres støtte til. Det drejer sig om Brønderslev Kommune, Aalborg Kommune, Frederikshavn Kommune, Vesthimmerland Kommune og Jammerbugt Kommune.
Grib muligheden for at komme på verdenskortet
Den konservative folketingspolitiker udtrykker skuffelse over politikerne i Hjørring Byråd.
– Jeg er skuffet over, at man ikke griber den her og giver fuld opbakning fra starten af. Jeg synes simpelthen, at det er så unikt, siger en ærgerrig Per Larsen.
– Verdens befolkning rejser rundt for at besøge Michelin-restauranter, og det samme vil jo ske her.
Hjørring Kommunes lidt afventende støtte til projektet skyldes de anbefalinger og krav, der er til, at Børglum Kloster kan komme – og blive – på UNESCO’s Verdensarvsliste.
– Vi skal kigge nærmere på, hvad der må ske i nær- og fjernzonen, forklarer borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V).
– Vi bliver nødt til at undersøge, hvad der kan lade sig gøre. Vi kan ikke bare frigøre et areal på otte kilometer omkring klosteret til fremtidige bygninger.
Det er nemlig sådan, at der er restriktioner for, hvad der må være af vindmøller, solcelleparker, industribygninger osv. inden for nærzonen på fire kilometer og fjernzonen på otte kilometer.
– Der er en grund til, at Børglum Kloster er placeret i det her landskab, hvor der er den her dominans af klosteret og kirken. Derfor skal vi selvfølgelig ikke have vindmøller og solcelleparker tæt på, lyder den klare anbefaling fra Per Larsen.
– Vi har masser af muligheder for at sætte vindmøller op andre steder. Det her er en unik placering.
Han har til sidst en bøn til Hjørring Kommune.
– De nordjyske kommuner bakker op. Det håber jeg virkelig også, at Hjørring Kommune vil gøre.
– Kommunen skal gribe chancen for at få Vendsyssel på verdenskortet i højere grad, end det har været hidtil, slutter Per Larsen.
Kilde: TV2 Nord.
Børglum Kloster er et af Danmarks absolut fornemste bygninger, der med sin historiske betydning for både egnen og Danmark rejser sig over alt andet, vi kan byde på. Beliggenheden højt og smukt i landskabet må ikke forstyrres af hverken vindmøller eller solceller. Børglum Kloster hører hjemme under UNESCOs kulturarv!