Af Per Møller
1. Viceborgmester
Det Konservative Folkeparti
Fmd. Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og uddannelsesudvalget
Næstfmd. Økonomiudvalget
Du og jeg kæmper for vores lokalsamfund.
Vi betaler vores skat, handler lokalt og bakker op om vores foreninger, kultur- og erhvervsliv.
Men nogle dage må jeg spørge mig selv: Hvem kæmper for os?
I Hjørring blev en 28-årig mand i denne uge varetægtsfængslet i fire uger efter endnu et tyveri i et lokalt supermarked.
Ifølge Politiet har han været sigtet i flere sager.
Og ifølge købmanden er han en fast “kunde”, som alle i byen kender og som i årevis har stjålet, hånet og truet personalet.
“Nu får vi i det mindste fire ugers ro,” skrev købmanden bagefter på Facebook. Tænk over det: Fire ugers ro. Ikke retfærdighed. Bare et pusterum.
Et andet sted i vores region er der hos en lokal købmand sket en fejl i alderskontrollen, hvorfor en mindreårig kunne købe cigaretter. Et salg af en pakke cigaretter til en ung under 18 år, der koster købmanden 50.000 kroner i bøde, mens butikstyverier nærmest ikke får konsekvens.
Her tænker jeg: Når loven mister sin rimelighed, mister borgerne troen på den. Og så forsvinder respekten for både systemet og fællesskabet.
Selvfølgelig skal vi forhindre unge i at købe tobak og alkohol. Men konsekvensen skal være proportionel.
F.eks. butikstyverier, så stiger det år for år. I 2024 blev der anmeldt 27.975 butikstyverier i Danmark, en stigning på 15 procent fra året før, og det højeste niveau nogensinde.
Bag tallene står også tusindvis af medarbejdere, som hver dag bliver udsat for utryghed. Dem tænker jeg på.
Ofte er det unge mennesker, der sidder bag kassen i supermarkedet eller står i butikken, måske deres første job. De skal lære ansvar, service og kundekontakt. I stedet møder de ind imellem trusler, råb, voldsom adfærd og tyveri.
Flere butikker fortæller, at medarbejdere mister lysten til at tage vagter, bl.a. om aftenen. Det er ikke bare en arbejdsmiljøsag, det er et spørgsmål om tryghed og sammenhængskraft i vores dejlige land.
Tryghed, retfærdighed og sammenhængskraft skaber vi sammen, derfor sendes dette skriv også til partikollegaer på Christiansborg, for der er brug for handling, det kunne være:
* Politi, kommune og erhvervslivet skal samarbejde og inddrages i lokale tryghedsplaner, hvor butikkerne deler erfaringer og advarsler.
* Kriminalforsorgen skal bruge samfundstjeneste og straffe langt mere konsekvent, så gerningsmænd mærker, at samfundet mener det alvorligt.
* Bødesystemet for lovlydige, der begår fejl, skal gøres rimeligt. Fejl skal rettes, ikke ruinere.
Vi skal sikre balancen mellem ret og rimelighed. Og vi skal passe på Danmark. Det fortjener du.
PS – op til KV25 skriver jeg hver søndag om et emne fra min hverdag eller fra vores valgprogram. Tak fordi du læste med



Opslaget kommer dagen efter Per Møller er blevet politianmeldt for brud på tavshedspligten i en større sag der kommer til at koste skatteyderne millioner i erstatning.
Mona Juul er orienteret om anmeldelsen.
kan du åbne lidt mere op!
Beklager Svend Høholt Jensen – der er censur på Nordsøposten.dk.
Jeg skal lige sige at jeg har skrevet et længere svar til Svend Høholt Jensen men det afventer godkendelse. Per Møller og Niels Skipper har modtaget kopi af opslaget og politianmeldelsen – det samme har Nordjyllands Politi og Mona Juul.
Jeg foreslår I ansætter sikkerhedsvagter – det har i jo god erfaring med.
Men måske det ville hjælpe, hvis politiet var langt mere synlige i gadebilledet.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set to betjente spadsere ned af gågaden i Hirtshals eller for den sags skyld på gågaden i Hjørring.
Man støder næsten aldrig på politiet i egen person i byerne – de sider trygt og godt i politibilerne. Og butikstyverier bliver desværre mere og mere “almindelige” i hele landet. I mange tilfælde er det desværre typer, som butiksejerne ikke har den mindste lyst til direkte at konfrontere med tyveriet. Derfor er der behov for mere politi i gadebilledet.