Hirtshals Turisme ønsker som tidligere omtalt at opføre et tårn til udsigt og formidling samt at skabe et levende miljø omkring dette på Hirtshals Havn.
Per Møller (C) og Mette Jensen (C) anmodede imidlertid på et møde i Økonomiudvalget om, at sagen om Det Sorte Tårn med baggrund i den såkaldte standsningsret oversendes til behandling i Byrådet.
Et flertal i Økonomiudvalget bestående af Jørgen Christensen (V), Søren Smalbro (V), Thomas Klimek (A), Mai-Britt Beith (A) indstillede, at der meddeltes tilsagn om tilskud på 500.000 kr. til medfinansiering af projektet med finansiering fra økonomiudvalgets udviklingspulje. Jørgen Bing (F) tog forbehold.
Et mindretal bestående af Per Møller (C) og Mette Jensen (C) indstillede til gengæld og som allerede antydet, at der ikke meddeles tilsagn om tilskud på 500.000 kr. Louise Bilde Hvelplund og Gry Bruun Nielsen deltog ikke i mødet.
Efterfølgende har 2. viceborgmester fra Socialdemokratiet, Thomas Klimek, været ude med en melding om, at han og socialdemokraterne på trods af de konservatives brug af standsningsretten ser optimistisk på mulighederne for en realisering af Det Sorte Tårn.
Senest har den konservative Per Møller så givet et interview til Skaga FM, hvor han kritiserer både den politiske proces, økonomien og signalværdien ved Det Sorte Tårn.
– Vi synes ikke, at processen er ordentlig i den her sag i forhold til budgetarbejdet. Vi stiller også spørgsmålstegn i forhold til finansieringen, både fra udviklingskroner og havnens bidrag, og så er der også noget etik i projektet, som vi ikke er enige i, lyder det i interviewet fra viceborgmester Per Møller.
Hele Niels Vibergs snak med Per Møller kan høres i podcasten her hos Skaga FM.
Mette Jensen valgte endnu engang, at sælge Hirtshals til fordel for det bagstræberiske Konservative Folkeparti i Hjørring.
Nu har man jo tænkt over dette mindst 15 år. Det er en fornærmelse imod sinker og mange andre gode folk, at man formår at tænke så langsomt.
Det er tankevækkende og bekymrende, såfremt Hjørring Kommune yder kr. 500.000 til sådan et projekt, når der i øjeblikket er en landsdækkende debat vedr. manglende ældrepleje. Liberal Alliances ældreordfører og partiet som helhed har ytret, at der i sagtens kan blive plads til projekter lig dette i kommunerne samtidig med at der ikke er kroner til at der kan blive ydet en værdig ældrepleje. Men der må åbenbart ikke være besparelse på ældreområdet i Hjørring Kommune, såfremt disse kroner bliver bevilliget.
“Men de ældre kan da blot besøge tårnet, så pyt da med deres værdighed herunder deres omsorg”.