Bestyrelsen i Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn har efter generalforsamlingen konstitueret sig med både en ny kasserer og ny arkivleder.
Kassereren blev Per Hougård, der afløste Tage Sørensen og Per V. Nielsen påtog sig arkivlederrollen, der de sidste par år har stået tom efter en eksklusionssag af en tidligere arkivleder.
Per er opvokset på det gamle hvilehjem i Lønstrup og har tidligere blandt andet arbejdet i skoletjenesten på Vendsyssel historiske Museum i Hjørring. Det er derfor en yderst kompetent mand, der bliver arkivets nye ansigt udadtil.
Stort oprydningsarbejde på arkivet i Lønstrup
Per udtaler
“I begyndelsen af 2023 var situationen noget uoverskuelig. Noget af arkivet var registreret i Arkibas, så det var godt nok. Noget var fra før Arkibas´ tid og noget er ikke registreret. En del af det registrerede er ikke fundet endnu”. Han fortsætter:
“Vi havde ikke nogen, der var helt færdige med arkivuddannelsen og slet ingen, der havde rutine i driften af et arkiv. Heldigvis har vi fået hjælp af to meget dygtige herrer, hvoraf den ene er rutineret arkivmand og den anden er godt på vej til at blive det. Hertil kommer dem, der altid gerne vil give en hånd med til udstillinger, sortering, oprydning, arrangementer og hvad der ellers dukker op”.
Arkivets prioriterede registreringsplan er:
- Lånte ting registreres først.
- Egne materialer med oplysninger.
- Ting, der fylder meget.
- Materialer, der er delvist registreret og som der er oplysninger om.
- Øvrige materialer samt avisartikler/udklip.
Siden marts sidste år har arkivet registreret 73 arkivfonde, 1220 billeder og 57 tegninger. Der ud over arbejdes der desuden med oprydning og sortering i gemmerne.
Kig forbi
Lønstrup Lokalarkiv har til huse i den gamle lærerindelejlighed i Lønstrup gl. Skole, Bugten 4, 9800 Hjørring og har åbent den første mandag klokken 16-18 hver måned.
Arkivet fortæller, at der i det seneste års tid har været rigtige mange besøgende i åbningstiden, og at de stadig rigtig gerne vil modtage eller låne billeder, papirer, protokoller. Man er meget velkommen til at aflevere eller udlåne til arkivet.
Som udgangspunkt er de på arkivet den første mandag i måneden samt tirsdage og torsdage eftermiddage. Men for en sikkerheds skyld: ring i forvejen, 20 22 46 42, siger den nye arkivleder i Lønstrup, Per V. Nielsen