I weekenden 1. og 2. juli åbner Inga Gerner Nielsens performative undersøgelse:
THiS INSTiTUTE i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, hvor hun skaber et rum i rummet i dialog med publikum.
”Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen har inviteret performancekunstneren Inga Gerner Nielsen ind i både stedet som institution, og i udstillingen FARVEAFFEKT. Begge dele er genstand for Inga Gerner Nielsens blik og berøring gennem to dages forløb med den performative undersøgelse ”This Institute”.
– udtaler leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen Signe Højmark.
THiS INSTiTUTE finder sted i åbningstiden både lørdag og søndag den første weekend i juli.
Baggrunden for det nye samarbejde er ønsket om i højere grad at omfatte performancekunst og henvende sig, til også et yngre publikum.
Samtidig med samarbejdet vises udstillingen FARVEAFFEKT. Som en helt anderledes kunstoplevelse bygger THiS INSTiTUTE på en performativ interaktion med udstillingen og publikum. Det bliver porøst men rungende dybt. En indre tilstand, som indtræder gennem sanserne og hurtigt opløser sig igen. Inga bevæger sig langsomt rundt i udstillingen og under søger farverne og deres affekt. I en kontemplation, som udtrykkes gennem skulpturel bevægelse og sporadiske poetiske samtaler med publikum.
Søndag d. 2. juli, efter Ingas performance, inviterer vi publikum ind i en samtale mellem Inga Gerner Nielsen og kurator på stedet, Signe Højmark. Gennem samtalen undersøger vi både vores samarbejde og hvordan den immersive performance kan fungere som udstillingsgreb. Publikum må meget gerne byde ind med deres erfaringer undervejs. Samtalen undersøger muligheder, tanker og rektioner samt strategier for det at skabe kunstneriske oplevelser.
Fakta:
THiS INSTiTUTE foregår:
Lørdag d. 1. juli kl. 13-16 Søndag d. 2. juli kl. 13-16
Samtale arrangement med Kunstner Inga Gerner Nielsen og Leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen Signe Højmark:
Søndag d. 2. juli kl. 16-18


