Peter Duetoft: I tvivl – men ikke længere!

Af Peter Duetoft

Direktør/leder ved Herregården Odden/Victor Petersens Willumsen samling

Naturligvis var jeg i tvivl. Det er menneskeligt at tvivle – for meget lidt i Verden er sort eller hvidt. Det gælder også ved folkeafstemningen om forsvars forbeholdet den 1.juni. Skal jeg stemme ”ja” eller ”nej”?

På den ene side!

På den ene side er jeg én af de varmeste tilhængere af Det Europæiske Fællesskab. Det var jeg ved folkeafstemningen 2. oktober 1972 – dengang et stort flertal i Danmark valgte at blive medlem af EF. Det har jeg været lige siden. Mange har gennem tiden kritiseret mig for, at jeg ikke kunne få EU nok. Det er nok også rigtigt. Jeg er helt enig med den franske Præsident, Emmanuel Macron, der vil have et endnu tættere samarbejde. Corona og Ukraine har vist, at det er fællesskabet, der er forudsætningen for at håndtere udfordringerne. Jeg var én af de politikere, der aktivt støttede Maastricht traktaten i 1992. Men vi havde et problem: Den konservative statsminister, Poul Schlütter, udtalte i 1986 at ”unionen er stendød”. Og nu i 92 kom man så med en unions-traktat. Det burde ikke have været en overraskelse, for Danmark skrev i 1972 faktisk under på, at EFs mål var et stadig snævrere forening. Men reaktionen kom og et flertal af danskerne afviste Maastricht-traktaten. Da alle lande skal være enige i traktatændringer, ville et dansk ”nej” hindre de andre lande i at skabe den union, de ønskede. For at løse det problem, ”opfandt” man fire undtagelser, hvor Danmark skulle stå udenfor. Dem var jeg ikke ”forlovet” med, men jeg støttede dem alligevel i Folketinget. De var nemlig forudsætningen for, at vi ikke skulle ødelægge det hele for de andre lande. Når der senere har været afstemning om dem, har jeg imidlertid altid stemt for en ændring. På den baggrund burde jeg ikke være i tvivl om et ”ja” den 1.juni.

Ukraine Rus

MEN. Der er også en anden side. Sammenligner man den Verden, vi kendte for blot få måneder siden med nu, er der vendt op og ned på tingene. Krigen i Ukraine har sat sig dybe spor. Hvem havde troet, at traditionelt neutrale lande som Finland og Sverige jublende ville søge medlemskab af NATO? Det lå vel heller ikke lige i kortene at vi skulle have en ny forbeholdsafstemning her i landet. Men der er opstået en ”Ukraine rus”, der ændrer alt. Politikere, der vil sende en pige, der bliver atten år, næsten student og som har boet i Danmark hele sit liv, tilbage til Taliban, stiller sig pludselig op og inviterer op til 100.000 ukrainske flygtninge til vort land. Virksomheder og private over hele landet flager med det ukrainske flag. Og der samles penge ind som aldrig før. Det er denne øjebliksrus, der kan bringe mig i tvivl. For hvad sker der om 1-2 år, når situationen forhåbentlig er mere normal? Vil man så løbe fra alt det, man har lovet og påstå, man er blevet lokket til dit eller dat? Myterne om det kan forpeste EU debatten og vort forhold til fællesskabet i årtier. Det er ikke fjernelsen af forbeholdet, men timingen, der bringer tvivl i mit hoved.

I klemme mellem Putin og Trump

Der er imidlertid hjælp at hente. Valgplakaterne eksempelvis. Jeg har det vanskeligt med alle de dannebrogsflag, ja-siden hiver frem. EU og dets fremtid handler altså om mere end dansk nationalisme. Men navnlig nej-kampagnens slogan om ”nej til mere EU”, eller ”stem nej til krig” skubbede min beslutning tættere på en afgørelse. For EU’s formål er netop at sikre freden og stabiliteten. Ser jeg på kampagnernes afsendere, er det jo mennesker, hvis verdensbillede jeg normalt er voldsom uenig i. Det giver da stof til eftertanke.

Tænker jeg videre, så bliver tvivlen endnu mindre. Om to år sidder Putin sikkert stadig som leder af Rusland. Efter de sidste måneders aktiviteter, er hans kærlighed til det øvrige Europa næppe stor. På den anden side af Atlanten risikerer vi, at Trump – eller en Trump marionet – er kommet til magten. Så vil ”America First” komme tilbage for fuld styrke med al dens usikkerhed om NATOs musketer ed og modstand mod Europa som økonomisk og handelsmæssigt kraftcenter. Når Moskva og Washington er uenige om alt undtagen, at Europa bør være en svag spiller på banen – er det nødvendigt med fællesskabet hos os selv. Så må vi sikre, at Europa med egne kræfter kan skabe en god fremtid for vore borgere.

Tvivlen forsvandt

Min tvivl forsvandt. For selvom forsvars forbeholdet i sig selv ikke er en stor ting, så er signalet om, at vi vil være en del af fællesskabet og at fællesskabet er forudsætningen for at klare fremtidens udfordringer, vigtigt og i sig selv et argument. Journalisten, Ulla Terkelsen, skrev forleden, at det danske resultat ikke optager særlig mange i de fleste EU-lande. Måske ikke – men jeg kan garantere for, det vil interessere Putin. Han vil naturligvis tolke et ”nej” som det danske folks afvisning af en ”militaristisk regering” og dens politik. Putin skal ikke bestemme, hvad jeg mener, men er det den vogn, vi skal hoppe på?
Jeg tror på fællesskabets styrke og nødvendighed i alle livets forhold. Derfor er jeg nu sikker i min sag.