Peter Ehlern, der for to måneder siden fratrådte sin mangeårig stilling som direktør for Trigons anlægsafdeling, tiltræder i et nyt job hos Entreprenør P. Johansen i Hjørring.
– Vi er heldige med ansættelsen af en af branchens helt kendte ansigter i Peter Ehlern, som har en stor ballast af erfaring, viden og ekspertise indenfor vores område. Vi så, at Peter Ehlern søgte nye græsgange og udfordringer, og vi slog straks til med et godt tilbud, fortæller Peter Johansen fra P. Johansen til Kanal Frederikshavn.
– Med ansættelsen af Peter Ehlern kan vi tilbyde stort set alt inden for entreprenørarbejde og nu med endnu større og bedre kompetencer, hvilket forhåbentlig også betyder endnu bedre ydelser til vores mange kunder.
Entreprenørfirmaet P. Johansen arbejder i hele Nordjylland, hvor virksomheden blandt andet tilbyder anlægsarbejde, knusning af materialer, oprensning af søer og nedbrydning. Samtidig sælger firmaet sten, grus og sand samt udlejer maskiner med fører og containere til både private og virksomheder.
– Vi glæder os til at hilse Peter Ehlern velkommen i vores virksomhed, og vi sidder klar ved telefonen til at modtage nye ordrer og bestillinger, understreger Peter Johansen.
Kilde: Kanal Frederikshavn.