Peter Ernst Sundbæk (S): Jeg var aldrig rigtigt hjemme – før jeg fandt tilbage til Hirtshals

Af Peter Ernst Sundbæk
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune

Jeg har været mange steder i mit liv. Fra søfartsskolen i Svendborg til verdenshavene. Fra værksteder med duft af savsmuld til institutioner fyldt med unger, grin og en gang imellem kaos, der ville få selv en skibskok til at opgive at holde orden. Men først i 2022, da jeg startede en skole i Hirtshals for udpræget praktisk begavede unge mennesker, gik det for alvor op for mig, at jeg var kommet hjem.

Skolen blev på mange måder et billede på det, jeg selv er rundet af – og tror på. At alle fortjener en chance. At man lærer forskelligt, og at hænder og hoved hænger sammen. At fællesskab ikke er en teori, men noget man møder i praksis, gerne med kaffe på kanden, hænderne i savsmuldet og et smil, selv når tingene ikke helt går efter bogen.

Og måske var det dér, jeg for alvor indså, hvorfor jeg hører til her: fordi Hirtshals stadig er et sted, hvor man står sammen, også når det blæser så meget, at selv mågerne går baglæns.

Nordsøen Fri Fagskole er i dag en slags ”step-stone” for unge, der har brug for et hvil i livet – eller bare et sted, hvor man må bruge hænderne, før man bruger hovedet. Nogle skal finde ud af, hvad de vil. Andre skal bare finde ud af, at de godt kan. Jeg er glad for, at jeg tog initiativet dengang, og endnu mere glad for at se, at den i dag står solidt på egne ben. Den klarer sig uden, at jeg skal gå og holde på sømmene – og det, synes jeg, er det bedste bevis på, at den blev bygget rigtigt fra starten.

Når beslutninger rammer hjerter

Det var her, jeg mærkede konsekvensen af politiske beslutninger tæt på.
Da 17 somatiske pladser på Lynggården blev lukket, var det ikke bare tal i et regneark.
Det var mennesker, relationer og liv, der blev flyttet. Beslutningen blev truffet af et lille flertal i byrådet bestående af Konservative, Venstre og Radikale, og blandt dem flere lokale kandidater. Den demografiske udvikling peger på mange flere ældre mennesker i Hirtshals i løbet af de kommende 10 år, og de skal tilbydes færre pladser, eller pladser i Tornby, Løkken eller Vrå

I min verden skal man kunne blive gammel dér, hvor man har levet sit liv.
Man skal kunne blive passet af folk, der kender ens navn, ikke bare ens cpr-nummer.

Tænd det lange lys

Der bliver talt meget om nye skoler og store planer, men jeg tror, vi først og fremmest skal tænde det lange lys. Vi skal turde se på mistrivslen blandt vores børn og unge, ikke om ti år, men nu.
Det skal ske lokalt, tæt på dem, det handler om.

Hirtshals Skole skal ikke bare være en bygning. Den skal være et sted, hvor man tør spørge: Hvad har vi brug for i morgen? Og hvis nogen tror, at løsningen er at centralisere alt og på sigt lukke Horne og Tornby Skoler, så tager de fejl.
Det ville være en beslutning, der skader hele vores egn og splitter i stedet for at samle.

Havnen – kommunens motor

Jeg har stadig saltvand i blodet, og jeg ved, hvor meget havnen betyder for byen og for hele Hjørring Kommune. Hirtshals Havn er ikke bare arbejdspladser og stål. Den er liv, udsyn og fremtid.
Vi skal have gang i udvidelsen, så kommunens motor kan komme op i omdrejninger.
For havnen er ikke kun fortid. Den er nøglen til den grønne omstilling. Det er her, vi kan skabe udvikling, innovation og arbejdspladser, der rækker langt ud over kommunegrænsen.
Når havnen har fart på, har hele kommunen det.

Borgerne og de pårørende skal kunne mærke kommunen

Men det handler ikke kun om store projekter. Det handler også om tillid og tryghed i hverdagen.
Jeg har talt med borgere, der kæmper med lugtgener fra Biogas/Pyrolyse-anlæg, og som oplever, at helbredet påvirkes, uden at nogen for alvor lytter. Som kommune har vi pligt til at søge en holdbar løsning, for langt de fleste.

På bostedet på Åge Holms Vej er der stadig udfordringer, selvom meget er blevet bedre.
Jeg møder både beboere og pårørende, der føler, at de taler, men ikke bliver hørt. Det viser mig, at vi stadig har et stykke vej at gå, når det handler om at lytte og tage borgernes og de pårørendes oplevelser alvorligt.

Det samme gælder Viking-aktivitetsområdet Yxengård, hvor børn og voksne med særlige behov tidligere fandt glæde, ro og fællesskab.
På et tidspunkt blev stedet dømt ude efter en konflikt med det kommunale system, men jeg mener ikke, man skal være dømt ude for altid. Som voksne mennesker må vi kunne finde løsninger sammen i stedet for at udbygge afstanden.
Fællesskab handler også om at række hånden ud, når tilliden har fået et knæk.

Når beslutninger rammer mennesker

Derfor stiller jeg op til byrådet.
Fordi politik ikke kun handler om tabeller og tal, men om mennesker, der lever med konsekvenserne.
Jeg ønsker et byråd, der står på borgernes side, når det blæser, uanset om det handler om pleje, trivsel eller tillid.
Et byråd, der tør sige: Det her gør ondt, så lad os finde en løsning sammen.

Hjemme igen

Jeg har sejlet over oceaner, arbejdet med børn, bygget med træ og forsøgt at bygge bro mellem mennesker. Og nu står jeg her, hjemme i Hirtshals, med en tro på, at vi stadig kan skabe noget stort sammen.
For jeg var aldrig rigtigt hjemme, før jeg fandt tilbage hertil.
Her hvor vinden rusker, men sammenholdet står fast.
Her hvor man stadig siger “vi”, når der er noget, der skal løses.
Og her hvor jeg vil bruge resten af min tid og energi på at bygge videre – ikke bare på bygninger og projekter, men på mennesker og fællesskab.

Og så er der vist kun tilbage at sige:
Jeg startede som Guf – drengen med sand i skoene og saltvand i blodet.
Nu står jeg som byrådskandidat med håret lidt gråt, men troen på fællesskabet stadig intakt.
Jeg lover, jeg har stadig hænderne fri, hjertet med og et godt skvæt Guf tilbage i tanken.

Stem personligt – for et Hirtshals, der tænker fremad.
For en kommune, hvor fællesskab stadig betyder noget.

Link til forrige indlæg

Peter Ernst Sundbæk: “Jeg hed aldrig bare Guf – jeg blev ham med gnisten (og hjertet på gulvet)”