Af Peter Ernst Sundbæk

Kandidat til byrådet
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Jeg husker selv den aften tilbage i 1981, det var et voldsomt vejr vi var vidne til, vi var mange som stod ved muren ud mod ”Pelles strand” og overværede den forfærdelige tragedie, en tragedie som der ikke blev talt om, den var omhyllet af tavshed tiden derefter.
I aften kl. 20.50 bliver filmen Synkefri vist for første gang på landsdækkende tv. Dermed får endnu flere danskere mulighed for at opleve fortællingen om den store tragedie i Hirtshals den 1. december 1981, hvor seks redningsmænd og tre fiskere mistede livet, da redningsbåden RF2 sank ud for molen.
Filmen har allerede skrevet sig ind i dansk filmhistorie. Med næsten 190.000 solgte biografbilletter blev Synkefri en af de mest sete danske film i 2023. Det er ikke alene et flot resultat for en film med et lokalt udgangspunkt – det er også en påmindelse om, hvor stærkt en lokal fortælling kan tale til hele landet, når den bliver fortalt med nerve, indlevelse og respekt.
For Hirtshals og hele Hjørring Kommune har filmen haft en særlig betydning. Den har ikke blot skabt omtale og profilering, men også rejst en kollektiv erindring om den dag, hvor en hel by blev ramt. At filmen nu vises på TV2, betyder, at endnu flere danskere vil få kendskab til, hvad tragedien betød for Hirtshals og for de familier, der mistede deres kære.
Men det er værd at minde om, at filmens tilblivelse ikke var en selvfølge. I januar 2023 besluttede Økonomiudvalget at støtte projektet med 250.000 kr. – et beskedent bidrag i forhold til ansøgningen på 1 mio. kr. og til filmens samlede budget på 17 mio. kr. Beslutningen blev truffet med flertal, men ikke enstemmigt. Der var medlemmer i økonomiudvalget som stemte imod.
I dag kan vi konstatere, at Synkefri blev en succes, som satte Hirtshals på landkortet og samtidig mindede os alle om vigtigheden af at fortælle de lokale historier, der former vores fælles identitet.
Nogle gange kræver det mod at investere i kultur. Synkefri viste, at det mod kan betale sig – både menneskeligt, historisk og kulturelt.


