Af Peter Ernst Sundbæk

Kandidat til byrådet
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Der er ingen tvivl om, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Det gør vi også som politikere og som samfund. Men netop derfor er det vigtigt, at vi passer på vores lærere og viser dem den tillid, de fortjener.
I sagen fra Midtbyskolen i Brønderslev ser vi et eksempel på, hvordan en metode, brugen af en fløjte, bliver fremstillet som et ”overgreb”. Det er efter min opfattelse helt ude af proportioner. Lærerne stod med en klasse, hvor undervisningen ikke kunne gennemføres, og valgte en enkel måde at skabe ro på. Det er ikke en magtanvendelse, men en praktisk løsning.
Når en forælder derefter skriver på Aula, at lærere bør ”genoverveje deres karrierevalg”, og kalder det et overgreb, så er vi langt fra en konstruktiv dialog. Og når samme forælder samtidig stiller op til kommunalvalget for Venstre, er det nærliggende at spørge, om sagen også bliver brugt til at fremme en politisk dagsorden.
Jeg som socialdemokrat mener, at sådanne situationer bør håndteres dér, hvor de hører hjemme, først i dialog med de konkrete lærere, og derefter, hvis der stadig er behov, i forældrekredsen. På den måde kan vi finde løsninger uden at udstille hverken børn eller lærere i medierne.
Vi har brug for, at lærere oplever opbakning, ikke mistillid. Vores børn skal se voksne, der samarbejder og finder løsninger sammen – ikke voksne, der blæser konflikter op på Facebook.
Lad os huske, at lærerne hver dag løfter en kæmpe opgave. De fortjener respekt for deres arbejde – ikke mistænkeliggørelse


