Af Peter Ernst Sundbæk

Kandidat til byrådet
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Da Morten Messerschmidt tidligere i år lancerede Dansk Folkepartis Ukraine-politik, lød det, at han gik ”fredens ærinde”. Ifølge ham skulle Danmark skære ned på støtten, og Ukraine måtte afgive territorium til Rusland.
Men vi kan se i dag, at hverken i Ukraine eller herhjemme løser problemerne sig af, at vi trækker os tilbage eller lader stå til. Når Putin mødes med tøven eller eftergivenhed, svarer han med flere angreb og mere ødelæggelse. Og på samme måde: Når vi som samfund undlader at handle på de store udfordringer i velfærden, betaler vi prisen senere.
Derfor vælger vi i Socialdemokratiet ansvar frem for passivitet. Vi står fast på, at Danmark skal støtte Ukraine – ikke for krigens skyld, men fordi et frit og demokratisk Europa er selve forudsætningen for fred. Og vi står fast på, at vi herhjemme skal gennemføre nødvendige reformer, der styrker ældreplejen, skolerne, sundheden, beskæftigelsen og klimaindsatsen.
I Hjørring har vi allerede vist vejen, trods stramme rammer prioriterer vi Ungegarantien, stærke fællesskaber og investeringer i børn og ældre. Vi arbejder tæt sammen med Business Hjørring, som spiller en central rolle i at skabe vækst, arbejdspladser og nye muligheder for virksomheder i hele kommunen. Samtidig er udbygningen af Hirtshals Havn en af de største fremtidige investeringer – både for at sikre grøn omstilling og for at styrke erhvervslivet i hele Vendsyssel.
Vi ved, at stilstand og nølen kun skaber større problemer. Derfor bygger vi op i stedet for at give op. Budskabet er enkelt: Hverken i Europa eller i Danmark får vi fred, tryghed eller velfærd ved at hejse det hvide flag. Det får vi kun ved at tage ansvar og handle i tide – sammen.



Helt enig, Peter,
Tænk at Morten Messerschmidt (DF) “glemmer” München 1938! Sølle. Der er jo ingen nævneværdig forskel på Putin og Hitler.
Men, men, men: I Hjørring burde vi ikke bare snakke, men også deltage i opgøret med Putin-regimets pengemaskine. Vi i Vendelbolisten foreslog tidligere på året at opsige kommunens millionkontrakt med en sovjet-oligark, der, bosiddende i Monaco, er berygtet for mulig skattesvindel i den globale Panama-sag.
Socialdemokratiet stemte imod, og det skal siges, at Erhvervsstyrelsen ikke just var hjælpsom i kommunens forsøg på at tage opgøret og fjerne enhver risiko for Putin-infiltration. Desværre er der store huller i EU’s sanktioner.
Kommunens forvaltning gjorde et hæderligt forarbejde, og politisk var der tale om et reelt dilemma. Så jeg har forståelse for Socialdemokratiets og flertallets holdning, selvom Vendelbolistens forslag burde være vedtaget.
Mvh