Peter Frank Wenzel: Et blik fra himlen

Af Peter Frank Wenzel

Ørnereservatet

Mange af vores gæster har oplevet det: en sortørn, der glider lydløst hen over pladsen. En falkoner står klar med armen løftet. Fuglen daler ned og lander – præcist, roligt, som om det aldrig kunne være anderledes.

Jeg tog selv et billede af det øjeblik. En ung kvinde står helt roligt. Over hende svæver Sheba, vores sorte ørn, med kløerne fremme. Ikke i angreb, men i koncentration. Hun er på vej hjem. Ikke fordi hun er blevet bedt om det. Men fordi hun vælger det.

Og det er vigtigt. For vi må ikke narre os selv til at tro, at hun blot gør, hvad hun har lært. Sheba er ikke en maskine. Hun følger ikke instruktioner som et program. Selv den mest avancerede kunstige intelligens kan i dag efterligne adfærd, men ikke den slags tilstedeværelse og dømmekraft, vi ser hos levende væsener.

Ser man hende komme gående hen over pladsen – roligt, næsten fornøjet – skal man ikke tro, at hun har sænket paraderne. Der er blot skabt plads omkring hende, som man gør det for en dronning. Hun bevæger sig, fordi hun har lyst. Fordi hun kan.

Dyr som Sheba handler med noget, vi kunne kalde dømmekraft. Ikke som i moral, men som i forståelse for sammenhæng. Hun aflæser ikke bare vores kropssprog. Hun aflæser stemninger. Mennesker. Situationer. Hun vælger – og dét valg er i sig selv en relation. Ikke en reaktion.

Samarbejdet med en rovfugl er ikke kontrol. Det er ikke at tæmme. Det er at stille sig til rådighed. Som et fast punkt i landskabet, som fuglen måske vender tilbage til. Måske ikke. Man må gøre sig fortjent.

Hun kunne uden tøven tage et bytte – en ræv, en lille hjort. Hun er stærk. Men hun bærer sin styrke med ro. Der ligger en balance i hende, som vi andre kunne lære af. Hun bruger sin kraft, når det giver mening. Ikke før.

Med tiden opstår der et sprog. Ikke med ord. Med blikke, bevægelser, pauser. Et vingeslag. Et blik. Et grynt. Det er op til os at lytte. Ikke at kræve – men at tage imod.

Jeg har ofte tænkt: Hvis du mødte et væsen fra en anden virkelighed – hvad ville du sige? Ville du tale? Ville du tie? Det er den tanke, der opstår, når man står over for Sheba. Hun kræver ikke forklaring. Hun kræver tilstedeværelse.

Vi kender myten om Ikaros. Mennesket, der ville flyve, men styrtede, fordi han ville for tæt på solen. Ørnen gør det modsatte. Hun flyver, fordi hun er skabt til det. Hun forstår vinden. Hun kender sin plads. Den indsigt ligger stadig uden for rækkevidde for mange af os.

På Thorvaldsens Museum står Ganymedes med en skål løftet mod Jupiters ørn. Ikke i frygt. Ikke i underkastelse. Men i stilfærdig tillid. En gestus. Et møde. Det minder mig om Sheba.

Og så sker det. Et øjeblik, hvor hun fanger dit blik. Et kvart sekund. Ikke mere. Men det er nok til, at du mærker det: Du er her. Jeg ser dig. Og jeg vælger at vende hjem.

Det er ikke noget, man kan kræve. Kun noget, man kan være taknemmelig for.