Rigtig mange kender journalist Peter Ingemann fra værtsrollerne i blandt andet Hammerslag og Den store bagedyst på DR. Knap så mange ved formentlig, at den kendte herre er fuldstændig vild med Lønstrup.
– Lønstrup er ubetinget en af landets smukkeste og bedste – og mest eksklusive – sommerhusbyer. Og det uden at du bliver flået for penge eller skal dresse’ dig op, fastslår han i et særdeles begejstret opslag på Facebook.
I 2013 skiftede Peter Ingemann i øvrigt til TV2, hvor han i sommeren 2018 optog programmet Ingemann og Vestkysten, hvor han på en Puch Monza Juvel fra 1979 kørte fra Skagen i nord til grænsen i syd mod Tyskland.
Lønstrup har da også ifølge ham altid levet sit eget liv ved den barske kyst, men at det gamle fiskerleje nu er blevet en eftertragtet sommerhusperle, det tager byen stille og roligt. Det er det, der også gør den så fed, understreger Peter Ingemann.
I samme opslag fremhæver han smørrebrødet på Bounty, stemningen og maden hos Café Slugten samt igen smørrebrødet og tillige udsigten fra Café Havblik samt Den Blå Café, Møllehuset, Cafe Karlsson og Villa Vest.
Derfor er det fra Peter Ingemanns og konens vedkommende ikke et farvel, men et på gensyn til Lønstrup.
Foto: Peter Ingemann.