Peter Sten færdiggjorde sin uddannelse som kok i år 2014, hvorefter han blev ansat som souschef på Brøndums Hotel i Skagen.
Den ambitiøse kok sagde imidlertid sin stilling op i slutningen af 2015, da han besluttede sig for at ville videre og prøve noget nyt og udvikle sine kompetencer.
I 2016 begyndte Peter Sten så at arbejde på Ruths Hotel i Skagen. Her havde han ansvaret for deres brasserie, hvilket var en både lærerig og travl oplevelse.
Peter Sten arbejdede blandt andet under Michel Michaud, hvilket er en læring, som den unge kok selv siger, at han ikke ville have været foruden, da det har givet ham erfaring og kompetencer, der har gjort ham til en kok, der både kan skabe innovative og kreative menuer og arbejde indenfor både dansk og fransk cuisine.
Herefter var Peter Sten køkkenchef hos Restaurant Svanelunden i Hjørring frem til, at de desværre måtte lukke ned grundet corona i slutningen af 2020.
– Vi har valgt Peter til at være en del af vores team hos Topholt & Andersen, da han er en meget dygtig, rutineret og passioneret kok, der møder ind i køkkenet med højt humør og et smil på læben, fortæller indehaver og køkkenchef Thomas Topholt.
– Han sætter gæsten i centrum og tager virkelig fat, når han arbejder, hvor han altid kæmper for at skabe det bedste resultat i køkkenet, slutter køkkenchefen hos Thomas Topholt.
Man finder menukort og info på restaurantens hjemmeside her: Topholt & Andersen.