I denne søde juletid forkæler vi gerne hinanden lidt ekstra, og det gælder også hos Alice og Krumme i Hjørring.
Krumme har en rigtig god hjælper i Peter Roesdahl, som blandt meget andet hjælper med at sætte flagene op, når Krummetoget kører næsten hver lørdag fra Perronen på Springvandspladsen.
– Alice fik en ide. Skal vi ikke invitere Peter Roesdahl på kaffe og æbleskiver, og det syntes jeg var en god ide. Da Peter knoklede med flag og skilt ved Perronen forleden, sagde jeg det til Peter, så mandag hentede jeg ham på Perronen præcis klokken 12.45.
Peter er en herlig, venlig og hjælpsom mand med særlige behov. Han har for eksempel brug for respekt, omsorg, noget meningsfyldt at tage sig til og ikke mindst styr på tiderne. Det hjælper Krumme så Peter med.
– Peter stod klar og vi kørte hjem til os på Heimdalsvej. Peter havde sagt til mig, at han nok kunne spise 18 æbleskiver, men vi glemte helt at tælle, for Peter syntes, at Alice havde julepyntet så pænt, og han havde så meget at fortælle.
Dagens gæst i det hyggelige hjem takkede så meget for, at Alice havde inviteret ham på æbleskiver.
– Peter havde også købt en gave til Alice, men den havde han glemt, men den får hun en anden gang. Besøget varede cirka halvanden time, så kørte jeg Peter hjem. Han er klar igen næste gang, jeg har brug for hans gode hjælp, fortæller Krumme.