Petricia Elise Nattestad er som elev efterhånden et kendt ansigt og en afholdt medarbejder hos Mimosa Blomster – Vinkrogen i Hirtshals.
Det er da også i rollen som blomsterdekoratørelev, at Petricia Elise Nattestads udstilling til fagprøve i denne tid kan ses i butikken på Vestergade 7.
Som blomsterdekoratørelev skal man nemlig i dén grad bruge sin kreativitet og sit håndværk hver dag til at lave lækkert binderi, varepræsentationer og til pasning af blomster.
Selve uddannelsen indebærer en masse teori om salg, noget om arbejdsmiljø, indkøb, binderi, dekoration, plantearrangementer og økonomien i en blomsterbutik. Alt det er den dygtige lokale elev nu ved at være godt igennem og skal altså afslutte med den nævnte fagprøve og en eksamen til juni.
Til fagprøven har Petricia Elise Nattestad valgt at lave en særdeles dekorativ udstilling med forskellige smukt sammensatte blomster i hatteæsker og Oasis. Det giver ifølge hende både mange muligheder og længere holdbarhed.
Dernæst har Petricia Elise Nattestad valgt at fokusere på mulighederne frem mod Mors Dag den 14. maj, så der er virkelig noget at finde i den anledning hos Mimosa Blomster – Vinkrogen.