Makkerskabet er netop nu blevet officielt på facadeskiltet, men faktisk går venskabet mange år tilbage.
– Det har taget nogle år, men nu er vi klar til at åbne vores værksted Piil & Palsgaard, fortæller Henning Palsgaard.
Det hele begyndte for 14 år siden, da Henning Palsgaard underviste på mekanikeruddannelsen og mødte Morten Piil, der var elev. De fandt hurtigt ud af, at de skulle arbejde sammen.
– Jeg er uddannet mekaniker på et mindre værksted, og har været 10 år hos et værksted i Biersted. Så tog jeg autotekniker-uddannelsen, og blev faglærer på Aalborg Teknisk Skole, hvor jeg mødte Morten. Jeg har også været hos Mercedes-Benz i 20 år, men nu skal vi prøve noget nyt, fortæller Henning Palsgaard.
Under samme tag
Både Henning og Morten har arbejdet meget med Renault, Dacia og Mercedes da de begyndte som mekanikere, men de har udviklet sig i forskellige retninger.
– Både Morten og jeg har arbejdet i autobranchen i mange år. Det er en branche, hvor det går stærkt, og der er en konstant udvikling. Derfor er det også vigtigt, at det er uddannede mekanikere, der tager sig af bilerne – og det er vi, siger han.
– Ja, og jeg er uddannet automekaniker hos Ford i Aalborg. Siden har jeg været mekaniker hos Renault og Mercedes, og jeg har taget en lang række kurser for at følge med udviklingen indenfor branchen. Så vi kan roligt sige, at det der med biler, det har vi styr på. Jeg har også arbejdet som COTEC, og har i den forbindelse den højeste specialistuddannelse indenfor Renault, fortæller Morten Piil.
Og nu skal drømmen leves ud under samme tag. De har givet bygningerne en ordentlig overhaling, så værkstedet fremgår professionelt, moderne og imødekommende.
– Vi har altid arbejdet med biler, og det er også vores passion. Det håber jeg også, at vores kunder kan mærke, når de kommer herind, siger Morten Piil.
Piil & Palsgaard bliver et autoværksted, hvor der er fokus på god service og høj kvalitet til en fair pris. Et autoværksted, hvor du kan få lavet service og reparationer på alle bilmærker – både person- og varebiler.
Vi bliver CAC Certificeret
Piil & Palsgaard bliver også tilmeldt au2parts No-Name værkstedskonceptet, hvor det er muligt at skræddersy konceptet alt efter hvilke ønsker og behov, værkstedet har.
– Da vi fik præsenteret No-Name konceptet, fandt vi ret hurtigt ud af, at det var i den retning, vi skulle gå. Her kan vi få markedsført vores forretning under eget navn, og det er netop det, vi har brug for hjælp til, så vi kan fokusere på det, vi er gode til – nemlig at reparere biler, fortæller Henning Palsgaard.
Han fortsætter:
– Med konceptet følger desuden det at blive et CAC Certificeret Værksted, hvilket er en ekstra sikkerhed for vores kunder, da der er fokus på efteruddannelse, og at vi er up-to-date med den nyeste teknologi. I dag stilles der mange krav til os som mekanikere, og også til værkstedet generelt både indenfor sikkerhed, miljø og udstyr, så kunderne kan være sikker på, at alt er, som det skal være. Derfor er vi glade for, at vi snart kan kalde os CAC Certificeret”, slutter han.
CAC Certificering er en kontrol af alle de interne faktorer, der spiller ind for at kunne yde en høj kvalitet og tilbyde en god kundeservice. Det gælder bl.a. kontrol af kundefaciliteter, værkstedsudstyr, tekniske data, efteruddannelse etc.
Værkstedet kontrolleres en gang årligt, og certificeringens resultat hænges synligt for kunderne, så de kan se værkstedets rating.