Det lignede ellers et solidt tilskud selvtillid til det sejrshungrende Vendsyssel-hold, da Mette Brandt i første halvlegs sidste sekunder bragte hjemmeholdet foran med 11-9 mod Horsens.
Selvtilliden forsvandt hurtigt igen. De første 4 minutter af 2. halvleg vendte kampen på hovedet. Vendsyssel fik gummiben, og Horsens brød gang på gang igennem. 4 mål på under 4 minutter gav Horsens en føring på 13-11.
– Det er noget mentalt, vi skal have rykket på. Jeg vil tro, at vi havde haft 8-10 point mere, hvis kampene var stoppet efter 1. halvleg. Vi er nødt til at kigge indad spillere og trænere for at få det vendt, siger Vendsyssel-træner Thomas Kjær.
Vendsyssel Håndbold er sidste i ligaen med kun 1 point efter 15 kampe. Derfor var en sejr tvingende nødvendig mod Horsens, hvis håbet om overlevelse i ligaen skulle bevares.
Og det begynder godt for hjemmeholdet. Playmaker Kristina Pedersen fører an med to scoringer i Vendsyssels første angreb i kampen, og 1. halvleg er helt lige.
Vendsyssel har ikke vundet en håndboldkamp siden 7. marts sidste år,og angrebsspillet halter også. Hjemmeholdet scorer kun 4 gange i kampens første 19 minutter. Horsens formår dog ikke at trække fra, og 3 stærke minutter sidst i halvlegen sikrer Vendsyssel en pauseføring på 11-9.
I anden halvleg er Vendsyssel som forvandlet. Spillet fungerer slet ikke, og på bare 4 minutter er kampen vendt på hovedet. Horsens bringer sig foran med 13-11.
– Vi snakkede om, at vi skulle komme ud og få en god start efter 1. halvleg, fordi vi gør det godt i 1. halvleg, men vi får det ikke med ud på banen. Jeg synes ellers, at vi har god gejst, siger Vendsyssels Sara Madsen.
2. halvleg er et langt mareridt for Vendsyssel. Holdet scorer kun to gange de første 10 minutter af 2. halvleg, og Horsens vinder de første 15 minutter af 2. halvleg med 10-2 og spiller sig til føring på 19-13 midt i halvlegen.
– Det er ikke godt nok. Vi er nødt til at kigge ind ad, og vi skal snart have 2 point hvis overleve i ligaen, erkender Vendsyssels træner Thomas Kjær.
Vendsyssel spiller 13 minutter i 2. halvleg uden at score. Holdets tredje scoring efter pausen kommer efter 23 minutter, da holdet reducerer 14-23.
Vendsyssel taber for 12. gang i træk efter en katastrofal 2. halvleg. Sara Madsen er bedst på et rystet Vendsyssel-mandskab som taber med 27-19.
Målscorere for Vendsyssel mod Horsens:
Sara Madsen 5
Cecilie Termansen 3
Mette Brandt 3
Steinunn Hansdottir 2
Christina Pedersen 2
Henriette Hansen 1
Ida Andersen 1
Mette Bejder 1
Sofie Lassen 1
Kilde: Kanal Frederikshavn og TV2 Nord.