Tversted Borger og Turistforening skriver i seneste nyhedsbrev, at Tversted også i 2025 bliver hjemsted for et stort loppemarked over hele byen.
Det sker Pinselørdag den 7. juni fra klokken 10-15, hvor der forventes mange salgssteder blandt andet langs Tannisbugtvej, hvor der året rundt er flere slags-stader med for eksempel honning og håndværk.
Loppemarkedet i Tversted pinselørdag i 2024 var en stor succes med et besøgstal, der måske skal tælles i tusinder. Blandt kunderne var byens borgere, sommerhusejere samt besøgende fra nabobyer, som ønskede at gøre en fordelagtig handel, skriver Tversted Borger og Turistforening, der holder generalforsamling torsdag den 17. marts på Klitgården.

Pinselopper i Tversted er kendetegnet ved, at hele Tversted by omdannes til en markedsplads. Boder opstilles på private matrikler. Der er ingen offentlig areal til rådighed. Boder opstilles i indkørsler, carporte, haver med behørig hensyntagen til at gæsterne kan færdes frit i byen.
Alle interesserede kan deltage. Hvis man har en bekendt, som ikke bor i Tversted, kan denne inviteres til at benytte ens egen adresse i Tversted. Deltagerne bestemmer selv, hvilke varer de ønsker at sælge, understreger Tversted Borger og Turistforening.
Der udgives et kort over byens boder. For at komme med på kortet skal du tilmelde dig senest 31. maj på mail til pinselopper@gmail.com. Tilmelding er gratis.
De tilmeldte modtager et printkit, som indeholder et oversigtskort over de tilmeldte boder, en plakat samt opslag til bodens MobilePay-nummer.
Formålet med Pinselopper er at præsentere byen, inklusive de veje, hvor man normalt ikke færdes så ofte. Dette formål er særligt udfordret i år og næste år grundet arbejdet med separatkloakering og områdefornyelse, skriver Tversted Borger og Turistforening.