Efter en lang pinselørdag aften og nat er det mange steder en tradition, at runde nattens festligheder af med at se pinsesolen danse og efterfølgende spise morgenmad i det fri.
Denne tradition holdes i hævd i Tolne, hvor Borgerforeningen arrangerer fælles morgenspisning i Stakladen ved Skovpavillonen, hvor familier og venner mødes til nogle timers hyggeligt samvær.
Det er så populært, at der hvert år er flere tilmeldinger end Stakladen kan rumme. I år var de 140 pladser reserveret på kort tid. Det lykkedes dog at finde 10 reservepladser til sidste øjebliks tilmeldinger.
– Det er også i år helt forrygende. Vi er rigtig mange frivillige, der har været i sving lige fra den tidlige morgenstund med at gøre klar til de mange gæster. Vi serverer et komplet morgenbord med alt, hvad der hører til, fortæller Jette Jensen fra Tolne Borgerforenings bestyrelse.
Det er ikke kun fra Sindal-området folk kommer til det populære arrangement. Der er også gæster fra Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Aalborg. Gæster som på en eller anden måde har eller har haft tilknytning til Tolne Skov.