Vi sætter en ære i at være kendte for at være ordentlige overfor kunder, samarbejdspartnere, samfundet og hinanden, hedder det hos Det Nordjyske Mediehus.
Det med ordentligheden kom i den grad også i fokus, da debatredaktør Ove Nørhave i gårsdagens avis på lederplads satte kritisk spot på og i samme ombæring leverede verbale pisk til den socialdemokratiske fødevareminister Rasmus Prehn.
– Meget kan man mene om Rasmus Prehn fra Aalborg, men han må siges at leve op til sin nuværende titel som fødevareminister, skriver debatredaktøren med henvisning til bilag fra restauranter i København.
– Senest er det af et bilag fremgået, at han har fyret 1340 kroner af på en middag på restaurant Undici på Christianshavn sammen med en navngiven journalist fra Nordjylland, skriver Ove Nørhave.
Ligefrem ulækkert bliver det ifølge debatredaktøren ikke mindst af, at fødevareministeren angiveligt gentagne gange er blevet taget i at bruge ministeriets kreditkort i situationer, hvor han skulle have brugt sit private. I de enkelte tilfælde har ministeren sørget for at betale pengene tilbage, men først når forholdet er blevet afsløret og påtalt, fastslår Ove Nørhave.
– Under alle omstændigheder skal han under en eller anden form for administration, slutter debatredaktøren og konkluderer, at Rasmus Prehn ikke fortjener genvalg til Folketinget.
Lederskribenten lægger kort fortalt ikke fingrene imellem, når manglen på ordentlighed skal udstilles. Hvorvidt det fremførte diskvalificerer til genvalg, får vi formentlig afgjort til efteråret.
Læs hele lederen hos kilden her hos Nordjyske Stiftstidende: Prehn går fra moral til dobbeltmoral