Kan det nu passe? Er det ikke bare en god historie fra en frelst like-hunter? Desværre nej, fastslår Hans Wendelboe Bøcher på Facebook.
Inspireret af Chaim Meir Tessler, der på Linkedin har åbnet en af de millioner af hjemme-corona-testsæt, vi i disser måneder slæber med hjem fra skoler og arbejdspladser eller selv køber ved kasselinjen i supermarkedet, har Hans Wendelboe Bøcher nemlig gjort ham kunsten efter.
– Hvorfor skal der bruges SÅ MEGET PLASTIK på at pakke den lille test-strip ind? Selve strippen minder mest af alt om de PH-strips, jeg benytter i havebassinet om sommeren. Her kommer de 50 i et glas; vel at mærke uden unødig plastik, skriver Hans Wendelboe Bøcher.
– Svaret skal nok findes i, at cirona-test-strippen er følsom overfor unødig berøring, der kan medvirke til inkonklusive testsvar, vil nogen nok hævde. Eller i at den enkelte forbruger jo ikke kan ramme strippen med præcis 4 dråber, hvis ikke der er en tydelig tragt … Men mon ikke de fleste vil være i stand til at tage en strip ud af et glas og – om nødvendigt – placere den i husholdningens ene plastik-testkapsel (som naturligvis – ligesom alt andet, vi for tiden omgiver os med – grundigt afsprittes før næste test)?
Tænk på de mængder af plastik, vi på nationalt, for ikke at sige globalt plan vil kunne spare. Det her er simpelthen værre spild og forurening end McDonald’s plastiksugerør og plastikken omkring de krumme agurker. Tilsammen, uddyber Hans Wendelboe Bøcher.
Vær med til at råbe Hughes Healthcare Roche og alle de andre producenter op! Let’s think smarter, lyder afslutningsvis opfordringen fra Horne.