Fiskefileter, sildemadder og lune frikadeller er blandt de retter, der er at finde på bordet, når en julefrokost skal afholdes.
Og til en sildemad hører der sig snaps til, mener mange. Men i år har juleretterne, snapsen og juleøllene imidlertid været lagt på hylden grundet coronavirus. I hvert fald i større forsamlinger.
Det har dog ikke kunnet ses på antallet af rejste sigtelser for spirituskørsel.
– Selvom mange julefrokoster har været aflyst, og nattelivet har været ramt af restriktioner, har vi alligevel sigtet rigtig mange mennesker for spiritus- og narkokørsel. Det er bekymrende, meget overraskende og ret skuffende, udtaler Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i en pressemeddelelse.
Nordjylland ligger på ugunstig tredjeplads
I perioden fra den 26. november til den 26. december har der været 41 sigtelser for spirituskørsel i Nordjylland. I selvsamme periode har der været 16 trafikuheld, hvor spiritus har været en medvirkende årsag til ulykken.
Med de 41 sigtelser ligger Nordjylland på en meget uheldig tredjeplads, når antallet af sigtelser fra Danmarks 12 politikredse sammenlignes. Midt- og Vestjylland topper listen med hele 72 sigtelser.
SIGTELSER FOR SPIRITUSKØRSEL I DE 12 POLITIKREDSE FRA DEN 26. NOVEMBER-26. DECEMBER
- Nordjylland – 41
- Østjylland – 37
- Midt- og Vestjylland – 72
- Sydøstjylland – 34
- Syd- og Sønderjylland – 36
- Fyn – 37
- Sydsjælland og Lolland Falster – 28
- Midt- og Vestsjælland – 54
- Nordsjælland – 24
- Københavns Vestegn – 25
- København – 40
- Bornholm – 4
I alt 432
I perioden fra den 26. november til den 26. december er der på landsplan rejst 432 sigtelser for spirituskørsel. Det er 19 flere sammenlignet med perioden fra sidste år.
Endvidere er der på landsplan rejst 784 sigtelser for narkokørsel. Det er 273 flere end i 2019, hvor tallet lød på 511. Heraf er 63 af sigtelserne fra Nordjylland, og det betyder, at Nordjylland ligger i midterfeltet, når førnævnte tal sammenlignes med de øvrige 12 politikredse.
Rigspolitiet oplyser, at antallet af sigtede narkobilister er stigende, hvilket tallene for juletrafikkontrol 2020 bekræfter. De skriver videre i pressemeddelelsen, at risikoen for at blive involveret i et færdselsuheld er 1-3 gange større, hvis man er påvirket af hash, og risikoen stiger yderligere 2-10 gange, hvis man er påvirket af kokain. Vælger man kombinationen af stoffer og alkohol, så bliver risikoen 20-200 gange større, end hvis man ikke var påvirket.
Heldigvis kan der over den seneste årrække konstateres et fald i antallet af spritbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til lidt over 6.000 i 2019. Desværre er faldet dog ikke fortsat de seneste 3 år, hvor tendensen viser en stigning på knap 8%.
Kilde: TV2 Nord.