Skoledistriktsleder Rasmus Carlsen var forleden i hurtig gang på vej ud gennem skolegården på Hirtshals Skole, da to drenge fra 1. klasse kaldte på ham.
Skolelederen stoppede selvfølgelig, velvidende at nu ville han måske komme for sent til sit næste møde…
“Rasmus, hvornår er det, at vi skal ned til Hirtshals hjerte igen?”
Spørgsmålet ramte med skoledistriktslederens egen formulering direkte i hans folkeskolemave – på den gode måde.
Dagen før havde drengene, sammen med resten af 1. A og B, været til deres første adoptionsbesøg hos Hirtshals Yard A/S, hvor Rasmus Carlsen havde den store ære at skrive under på en adoptionsaftale, der rækker frem til 2029. Klasserne bliver en del af virksomheden, og samarbejdet kommer til at række langt ud over et virksomhedsbesøg.
– De små børn, som bliver til store børn, og senere unge mennesker skal nemlig være med til at løfte rigtige opgaver på virksomhedens mange fagområder, der spænder over nærmest alle håndværk, og en række akademiske områder inden for sprog, planlægning, økonomi og så videre, fortæller Rasmus Carlsen.
– Det bliver fantastisk at bringe den gode folkeskole ud i det omkringliggende samfund og at bringe de mange fagområder og realkompetencer ind i skolen. Jeg glæder mig super meget til at skrive under på de mange andre adoptionsaftaler som vi har indgået, tilføjer skoledistriktslederen.
På vendelbomål ligger Hirtshals hjerte og Hirtshals Yard da rigtig nok også meget tæt på hinanden i udtale.