Erhverv Hjørring afholdt torsdag aften den årlige nytårskur for sine medlemmer. Arrangementet, der var det 15. i rækken, blev som sædvanligt afviklet i de fantastiske rammer på Nordsøen Forskerpark og Nordsøen Oceanarium.
Under den indledende networking i Oceanariet foran klumpfisken og dens kollegaer i det store akvarium, fik deltagerne pludselig serveret en stor overraskelse, da Nickie Johansson med sin smukke sopranstemme og Julie Holmegaard Schade på akkordeon pludselig indtog scenen og gav publikum en operaoplevelse med en række fantastiske numre. Duoen optræder topprofessionelt mange steder i landet under temaet ”Opera på legepladsen” og deltog også i 2024 under Hirtshals Operafestival. Den 6/9 2025 vil de i øvrigt atter optræde på gågaden i Hirtshals ved den kommende udgave af Hirtshals Operafestival.
Formanden for Erhverv Hjørring, A. Neil Jacobsen bød herefter alle deltagerne til årets nytårskur velkommen. Formanden glædede sig over de positive vinde, der blæser over erhvervslivet i Danmark. Der er styr på inflationen igen og generelt oplever erhvervslivet bedre vilkår. Lokalt fremhævede A. Neil Jacobsen den rekordstore opbakning til Erhverv Hjørring med nu over 400 medlemmer. Samarbejdet med Byrådet og Hjørring Kommune fungerer forbilledligt og formanden fremhævede bl.a. det kulturpolitiske samarbejde som et eksempel. Eneste sorte sky på den erhvervspolitiske himmel er den faldende arbejdsstyrke, dervil blive en stor udfordring i de kommende år.
De mange fremmødte fik en kulinarisk oplevelse med aftenens festmiddag, der var kreeret af køkkenchef Anne KjærsgaardNielsen og hendes dygtige stab.
Herefter indtog alle deltagerne den nye Atriumgård på Nordsøen Forskerpark, hvor borgmester Søren Smalbro holdt en tale om ”Rigets tilstand i Hjørring Kommune”. NordsøPosten bringer senere en særskilt artikel herom.
Aftenens foredragsholder var Tommy Krabbe, der med mere end 1.500 foredrag i rygsækken for virksomheder og organisationer i Danmark gav aftenens tilhørere en underholdende og inspirerende oplevelse med sit indlæg under temaet: ”Den trælse organisation”. Indlægget var i bedste stand up stil en underholdende – men tankevækkende – oplevelse, hvor Tommy Krabbe med en stærk underspillet vestjysk humor og ironi fortalte om hvor forfærdelig arbejdsglæde og forandringer i en virksomhed kan være.
Trods den humoristiske tilgang til foredragets tema, gav han tilhørerne et klart budskab at køre hjem med som afslutning på en opløftende og inspirerende Nytårskur.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.