Skal Danmark nå i mål med 2030 målene om at reducere CO2 udledningen med 70 procent, er det vigtigt, at den grønne infrastruktur bliver styrket i hele landet og selvfølgelig også her i Nordjylland, hvor et godt samarbejde er nøgleordet, mener man hos fagforbundet METAL i Aalborg.
Det var blandt andet på dagsordenen, da formand Jan O. Gregersen i den forgangne uge mødtes med Steen Harding Hintze, der er direktør i Greenport North i Hirtshals. Der er nemlig gang i mange store nordjyske infrastruktursprojekter, som understøtter omlægningen fra fossile brændsler til vedvarende energi for eksempel i forhold til lagring af CO2 i Nordsøen.
– Nordjylland har alle muligheder for at blive et CCUS powerhouse og vi skal samarbejde på tværs for at forløse potentialet. I de kommende år vil der blive brug for masser af kompetente medarbejdere, som skal bygge CO2 infrastruktur og et forstærket el-net. Derfor er det også vigtigt, at vi prioriterer en forstærket uddannelsesindsats så vi kan skabe nye arbejdspladser i den grønne omstilling, forklarer Steen Harding Hintze.
En brintforbindelse, som også når til Nordjylland, eller en udvidelse af elnettet, kan her for alvor være med til at sikre, at den grønne omstilling står endnu stærkere i Nordjylland, mener man derfor også hos METAL i Aalborg.
Dernæst skal man ifølge fagforbundet ikke glemme, at det er fremtidens faglærte, som skal drive den grønne omstilling. Derfor er en styrkelse af infrastrukturen guld værd for at fastholde og tiltrække jobs i Nordjylland.