Glemselens udsatte kant
Med vinden forsvinder du hastigt
det mærkes vi er midt i høst
en sandflugt af vemod og smerte
sig nærmer de ukendtes kyst
små sten de blev kastet i vandet
vi så hvordan ringe forsvandt
og nu synes du næsten alene
på glemselens udsatte kant
Du var som de blomster i haven
som blikket sig vendte imod
de blomster som solstråler aed’
når daggryet stod for vor fod
det er blot et øjeblik siden
vi mærkede lærkernes sang
men nu skuer vi begge en fremmed
vi kendte til fulde engang
Med vinden forsvinder du hastigt
i dag er der voldsomt med blæst
og øjnenes tomhed den hvirvles
omkring i en kuling fra vest
så pludselig bliver der stille
vi lytter til vor melodi
et sekund er vi sammen i våren
mens sindet det danser forbi
Fra stolen du ser ud i haven
hvor blomsterne visner i hast
hvor sollyset glimted’ i duggen
har tusmørket just sat sig fast
de sten som blev kastet i vandet
de ringe som bare forsvandt
står nu sammen med dig gemt i mørket
på glemselens udsatte kant
Af digter og forfatter Poul Jansen i oktober 2020.
