Evighedens åndedræt
Ude østpå fødes lyset
ganske flot og smertefrit
se det vandrer over havet
favner skov og mark og klit
solen strækker sine lemmer
mens den langsomt vågner op
gaber gult og ånder varme
mod vort sint sind vor sjæl vor krop
Fra en tagryg droslen sender
lysets kønne melodi
og det er som om at livets
smukke gave er deri
den os skænker lange triller
dog den sidste ganske kort
midt blandt byens mange tage
droslen hastigt flyver bort
Lærken sender lissom droslen
skønne triller mod vort bryst
som får hjerter til at banke
her langs Vesterhavets kyst
skovens gavmildhed os rækker
træets lysegrønne løv
inden dette atter falder
visner bort og bli’r til støv
Nær ved stranden bryder bølgen
os den vinker til farvel
den forsvinder lissom lyset
når vor dag den går på hæld
og mens solen langsomt synker
jeg mig lægger tung og træt
svagt jeg hører i det fjerne
evighedens åndedræt
Af digter og forfatter Poul Jansen i maj 2024.
