Fugleungen
Du sidder alene
så lille og kold
en aften hvor børnene
spiller med bold
de har ikke set dig
det har vel kun jeg
forvirret forpjusket
du krydser min vej
Hvor er mon din rede
hvorfor faldt du ud
hvorfor blev det dig som
der just stod for skud
forsigtigt jeg ta’r dig
du ryster af skræk
hvorfor fugleunge
hvorfor blev du væk
Du sidder forskræmt i
min rynkede hånd
dit liv bort fra reden
er bristede bånd
jeg redder dig gerne
mærk hånden er lun
dog intet at regne
for redens små dun
Nu åbner du munden
så stor og så bred
du mangler din mor og
en fugls kærlighed
din tavshed den vokser
sig større end ord
og rammer mit hjerte
hvor stilheden bor
Du vender dit hoved
sørgmodig og trist
små frygtsomme øjne
som søger en kvist
med bankende hjerte
jeg ønsker dig fred
mens børnene leger
og solen går ned
Af digter og forfatter Poul Jansen i april 2022.
