Havets uendelighed
Jeg ser ud mod havets uendelighed
som lagres i hast i mit sind
her ligger den godt og beskyttet imod
den kraftige vestlige vind
her planter jeg evighedsblomster
her fletter en sangfugl sit bo
her bygges der smukke fontæner
hvis rislende vand skænker ro
Jeg ser ud mod havets uendelighed
så svært at forklare med ord
dog føler jeg hjertet det viser mig vej
til stedet hvor drømmene bor
langt ude hvor hav møder himmel
langt ude hvor solen får fred
langt ude hvor dagslyset blunder
og vågner et helt andet sted
Jeg ser ud mod havets uendelighed
og finder en drøm jeg har gemt
de ligger i kimingens tusmørkelys
de drømme jeg aldrig har glemt
her ligger de troligt og svømmer
blandt havstrømmens hvirvlende sø
her henter jeg drømmen om håbet
som aldrig må blegne og dø
Digter og forfatter Poul Jansen i april 2024.