Klitplantagen tier stille
Klitplantagen tier stille
efteråret vandrer ind
død er lærkens sprælske trille
vinden bider i min kind
lyngen virker helt vemodig
blomsten bleg og ej som før
da den bejlede til bien
med en lillaglad kulør
Klitplantagen tier stille
den har sagt os hvad den vil
den har just fortalt om våren
samt om som’rens søde spil
skønt plantagen står så ordknap
banker hjertet stadigvæk
for de mange fugleflokke
som nu atter er på træk
Klitplantagen tier stille
blot lidt raslen hist og her
af de mange visne blade
midt imellem røde bær
og fra mange slanke grene
nu det førhen friske løv
drysser sagte ned på jorden
falder om og bli’r til støv
Klitplantagen tier stille
våren har forpuppet sig
gemt sig bort fra frost og kulde
nu hvor vinter nærmer sig
snart vil smukke iskrystaller
falde tyst fra himlen ned
bringe lys til vintermørket
tie stille bringe fred
Af digter og forfatter Poul Jansen i september 2024.