Sensommeraften
Sensommeraften
med vemod i luften
nu går vi mod mørke
og efterårsvejr
i midsommerbrisen
fornemmedes duften
af talrige blomster
men rosens især
snart duften af disse
med blæsten forsvinder
ud over det frådende
efterårshav
og inde i sindet
utallige minder
vil klæ’ sig i dragter
af mos og af lav
Sensommeraften
et vindpust fra norden
der tørrer den tåre
jeg har på min kind
mens havet det sletter
hvert fodspor på jorden
selv spor som blev sat på
min sjæl og mit sind
på sådan en aften
hvor brændingen sukker
og trækfuglen vinker
sørgmodigt farvel
da står vi helt tavse
og ser ud mod havet
hvor lyset og dagen
med os går på hæld
Sensommeraften
skønt alt ånder stilhed
skønt alt ånder ro og
skønt alt ånder fred
det føles at vinden
har mistet sin mildhed
den lethed i sindet
som den bragte med
nu ses det at droslen
har tomhed i blikket
og stemmen har mistet
sin vårkåde klang
mens sollyset synker
en sensommeraften
vor verden forstummer
som fuglenes sang
Af den lokale digter og forfatter Poul Jansen i juli 2021.
