Skyggen i stolen
Der sidder en skygge i stolen
den stol som du kaldte for din
nu sidder der bare en skygge
der vælger at kalde den sin
jeg prøver at tale med skyggen
men den sidder så underlig stum
blot jeg hører min ensomme stemme
i det førhen så livlige rum
Der sidder en skygge i stolen
fornemmer den just siger kom
og skyndsomt jeg rækker den hånden
men denne forbliver blot tom
så tom som den tomhed i blikket
jeg nu sender mod stolen af sted
dog jeg føler at skyggen har fundet
her i stuen den evige fred
Der sidder en skygge i stolen
jeg mærker den står mig så nær
sekunder hvor tiden står stille
det føles som om du er her
der sidder en skygge i stolen
ved dens side jeg sætter min fod
og mens tiden den atter pauserer
står det klart du mig aldrig forlod
Der sidder en skygge i stolen
og denne er blevet min ven
når samtalen lever i stuen
jeg hører den svarer igen
vi taler om talrige minder
og en skygge og jeg bli’r til to
og det sker der er latter i stuen
førend skyggen og jeg går til ro
