Smagen af daggry
Daggryet smager af honning i dag
solen får øjne i øst
mens havet med lyseblåt glitrende skær
smykker vor vestlige kyst
brændingen slumrer og strækker sig lidt
ud mod den kommende dag
fra havet svagt høres skønt verden er tyst
dets hjertes tålmodige slag
Daggryet flirter og hvisker til mig
frække forførende ord
jeg sænker mit blik mens jeg ydmyg og bly
svarer det gør ikke spor
kind imod kind vandrer gryet og jeg
stråler som vandkantens rav
vi stråler som lyset derude mod øst
der favner det spejlblanke hav
Brændingen vågner og bølgerne slår
op over stranden igen
skønt gryet og jeg har for længst sagt farvel
finder jeg atter en ven
havet der har det som gryet i dag
smiler så venligt til mig
skønt smagen af honning er blevet lidt salt
dog kaster det sødme min vej
Daggryet smagte af honning i dag
smagen den varede ved
for dagen den sænkede skuldrene og
skænkede slumrende fred
brisen nu kysser en rød horisont
bringer de evige slag
af Nordsøens hjerte som ude i vest
smukt banker for endnu en dag
Af digter og forfatter Poul Jansen i august 2021.