Sommernattehimlen
Min sommernattehimmel
så smuk og mørkeblå
dog er du svær at sætte
små lyse stjerner på
det er som om at disse
som fugle flyver væk
mon du ved nattetide
har sendt dem bort på træk
Min sommernattehimmel
kom bliv en stund hos mig
mit hjerte sagte hvisker
jeg vist nok elsker dig
du blunder ganske nøgen
blot iført lysets skær
og selv om du er langt væk
du føles ganske nær
Min sommernattehimmel
dit blund er ganske kort
for solen vågner tidligt
og sender natten bort
fra østen vandrer lyset
det hilser fisk som fugl
først sent i Vesterhavet
det atter finder skjul
Min sommernattehimmel
en dag du bliver sort
og da skal alle stjerner
du førhen sendte bort
besmykke dig i søvnen
og kysse blidt min kind
små glimt i vintermørket
små lysglimt i mit sind
Af digter og forfatter Poul Jansen i juni 2025.



