Hvordan tyder man tiden? Hvad for betydning har den tid vi lever i? Hvad kan vi blandt andet ud fra nutiden sige om fremtiden? Mennesker har altid prøvet at se over nutidens horisont, for at få et smugkik ind i fremtiden.
Vismænd, profeter, astrologer og clairvoyanter har siden menneskehedens spæde begyndelse prøvet at tyde tidens tegn, for at finde ud af hvad fremtiden vil bringe. I det forrige århundrede er der endda blevet udviklet en akademisk disciplin, fremtidsforskning. Der forsker man udviklinger i samfundet i nutiden, for at finde ud af hvilken vej tingene bevæge sig i.
Samtidig beskriver science fiction forfattere og såkaldte fremtidseksperter forskellige fremtider fuldt med nærmest mirakuløse teknologier, der vil vende alt hvad vi kender nu på hovedet. Det er alle sammen forsøg på at tyde tiden. Forsøg på at svare på hvad for betydning nutiden har og hvad vi kan forvente af fremtiden.
De bibelske skrifter er også stort set altid blevet brugt til at tyde tid. Mange har prøvet at tage forskellige udsagn fra bibelen og klistret dem på deres nutid. Udsagn, som vi læste i dag: ’Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.’
Hver gang verden virkede voldsomt. Hver gang der var krig, epidemier, naturkatastrofer, eller undertrykkende regimer, så har der været nogle, der fremhævede denne tekst, og andre som den. ’Det er nu,’ har de så sagt. ’Hvert øjeblik kan Jesus komme, ridende på en sky, for at gøre alt godt igen.’ De pegede på dagens tekst, hvor der står: ’Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.’ Og så sagde de: ’Vi er denne slægt. Alt dette sker nu.’ Men det skete ikke. Slægt efter slægt døde ud, men verden forblev stadigvæk den samme. De eneste ændringer der skete, var de ændringer, som menneskeheden selv har skabt.
Men hvordan tyder man så tiden? Advent er i den grad den periode i kirkeåret, hvor man tænker over tid. Advent er ventetiden. Ventetiden på Kristi fødsel. Det er egentligt pudsigt at vi venter på noget, som skete for lang tid siden. Men det at vente betyder noget. Ventetid er en tid hvor man kan reflektere over hvor man er, og hvor man skal hen. Derfor er der en indbygget ventetid i kirkens kalender.
Vi venter også på, at Kristus kommer igen og for alvor færdiggør det rige, som han lovede den første gang han var her. Det er temaet for teksterne på den 2. søndag i advent. Og sikke nogle smukke billeder vi fik om det i dagens første læsning. Billeder af rovdyr og byttedyr, der lever sammen i fred. Billeder af børn, der kan boltre rund i en verden, der er ufarlig for dem. Men der er gået næsten 2000 år siden Kristus forlod denne jord. I al den tid har vi ventet på ham uden at han kom igen.
Nogle har set det, som et tegn, og mener at det så er op til os mennesker at skabe dette rige. Andre holder fast i forventningen om at Kristus kommer igen. Nu tror jeg selv, at vi mennesker ikke har hvad der skal til for at skabe den fremtid som bibelen lover os. Vi uperfekte mennesker kan ikke skabe en perfekt verden. Det er svært at forstille sig, hvordan vi nogensinde tilnærmelsesvis kunne kreere noget, som kunne være værdig af navnet Guds rige. Den fremtid kan kun komme hvis Gud genskaber verden og former os på ny. Derfor er vi nødt til at blive ved med at vente. Vi er nødt til at holde fast i håbet, lige meget hvor lang tid det tager.
Det har altså vist sig, at det er svært at tyde tiden. Det er svært at forstå de tegn Jesus taler om. Hver tolkning af dem virker til at slå fejl på en eller anden måde. Det er som om Jesus bevidst brugte nogle kryptiske formuleringer og ugennemskueligt billedsprog. Når han løftede sløret, så gjorde han det kun en lille smule. Nok til at vi kunne få en eller anden fornemmelse, men ikke nok til at vi kunne forstå det. Jesus kom med et løfte, et løfte om gudsriget. Et løfte om et rige fyldt med retfærdighed, trøst og fred. Men så viklede han dette løfte ind i skyer og tåge. Han gjorde det til et mysterium.
Vi får lige præcis nok at vide, at det her er noget, der er værd at vente på. Men så snart vi prøver at gøre det konkret, så famler vi i blinde. Men måske er det netop pointen. Måske er pointen, at ja, der kommer et rige, der overtræffer alle de riger vi kender her på jorden, men indtil da, så har vi et liv at leve. Og dette liv er en gave af Gud. Hold derfor igen med tydninger af tider og tegn, for man vil aldrig kunne forudse fremtiden. Lev det liv du har, kæmp dine kampe, spred din kærlighed.
Vi lever i tiden mellem Kristi første ankomst og hans genkomst. Og vist er Jesus ikke til stede, som en fysisk person. Men hans ånd lever midt i blandt os og lever i os. Hver gang vi samles her i kirken, så møder Kristus os igennem hans ord, igennem dåb og nadver, i sang og i fællesskab. Når vi er derude, så møder Kristus os i den kærlighed, som vi viser hinanden. Jesus brugte billedet af et figentræ. Når det springer ud, når det begynder at blomstre, så ved man at det snart bliver sommer. Det er et umiskendeligt tegn. Når Kristus kommer igen, så vil det også være umiskendeligt.
Der vil tegnene ikke være op til fortolkning. Der kommer et evigt forår, en evig sommer, og alle vil se og forstå det. Men indtil da, så får vi de små tegn, vi får de små somre. Her bliver slægt efter slægt mindet om at Kristi Ånd lever i blandt os. Figentræet vokser og blomster igen og igen indtil det for alvor springer ud. På denne måde vandrer vi i Guds nærvær, indtil Gud gør sit rige færdig iblandt os.
Amen.
Læs dagens tekster her.