I Tornby, Horne og Bjergby bliver der som tidligere omtalt ikke foreløbig mulighed for fjernvarme, men borgerne i Poulstrup får muligheden fra Vrå Varmeværk. Projektet præsenteres onsdag d. 26. oktober kl. 19 på et borgermøde i Poulstrup Forsamlingshus.
Ved borgermødet vil Poul Rask fra Hjørring Kommune byde velkommen og informere om fjernvarmeløsningen, og derefter fortæller formanden Niels Henrik Nielsen fra Vrå Varmeværk om varmeværket i Vrå, der har den fordel, at de har flere forskellige varmekilder, så de ofte kan vælge den billigst mulige varmekilde til at lave fjernvarme med.
Sparekassen Danmark deltager også og præsenterer finansieringsforslag for at blive tilkoblet fjernvarmeløsningen. På mødet kommer desuden to forskellige ejendomsmæglere, nemlig Nybolig fra Vrå og Estate fra Tårs, der fortæller om hvad det betyder for vurdering og salg af huse, at en by får fjernvarme i stedet for naturgas.
Thomas Kjær fra Vrejlev Bio Energi deltager også og han vil fortælle om Vrejlev Bio Energis kommende projekt med overskudsvarme, der kan komme fjernvarmebrugerne til gode, og Allan Olesen fra GrønGas ved Vrå, fortæller om den forventede udvidelse med yderligere overskudsvarme til Vrå Varmeværk.
Arrangørerne håber på rigtig mange deltagere ved borgermødet d. 26. oktober kl. 19, hvor Hjørring Kommune er vært ved kaffe og kage.