JESUS LEVER
Mark. 16,1-8 – Jesu opstandelse.
Engang imellem kan det godt betale sig at lytte til ens modstander, det tror jeg faktisk altid er en god ide. Forleden hørte jeg formanden for Ateistisk selskab, Anders Stjernholm, som ganske vist ikke er min personlige modstander, men som er meget offentlig og aktiv modstander af tro og medlemsskab af Folkekirken. I samtalen sagde han på et tidspunkt noget i retning af dette: påsken handler jo i kirken om en mand, der snyder døden – Underforstået: Det sker jo ikke!
I går medvirkede jeg ved en begravelse – en mand på mere end 90 år var afgået ved døden og familien havde bedt mig om at forestå begravelsen på Hjørring kirkegård. Det var en “gammeldags” begravelse – altså en, hvor kisten skulle sænkes ned i graven og jorden kastes hen over kisten. Vi kom gående ad gangene hen til gravstedet, familien og de øvrige var sørgende men fattede. Han var jo død efter et langt og godt liv.
Måske vil familien også i dag besøge gravstedet, mange har jo den tradition i påskedagene, at besøger graven og sætter måske en blomst, mens de tænker lidt på afdøde, og måske tænker man også lidt på sin egen død.
Tænk hvis de besøgende på kirkegården kom til graven – og opdagede at den var tom. Tænk hvis døden var blevet snydt for sit bytte. Tænk hvis livet faktisk ER stærkere end døden
De tre kvinder går den vandring ud til graven med deres elskede Herre og Mester. De har ingen opstandelses- forventninger, for Anders Stjernholm har jo ret. Døde står virkelig ikke op af graven. Uanset hvor ofte og hvor meget Jesus har sagt det, kunne de ikke tro det, for det var uden for deres erfaringsverden.
De forventede at finde en lukket grav, hvor stenen var rullet for, en sten som på mange måder også mindede dem om den sten, der tyngede deres hjerter.
De forventede at have et meget praktisk problem – stenen, som de ikke kunne overskue at få væltet væk.
De forventede at liglugten ville møde dem, og håbede at deres vellugtende salver kunne dæmpe det.
De forventede soldater, der kunne volde dem besvær.
Men de forventede IKKE en tom grav – og slet ikke en levende Jesus
Det, der mødte dem, var det værst tænkelige. Allerede inden de når frem, ser de at stenen er væltet fra, derfor vidste de, at der måtte være sket noget. De troede det værste VAR sket – Jesus var død, men dette var om muligt værre: graven var tom! End ikke en død ven har de tilbage. De flygtede væk fra graven, rystede og ude af sig selv, og de ikke sige noget til nogen. Selv ikke englens budskab havde helt givet dem den frimodighed og trøst. Selvom de troede på Gud og havde fulgt Jesus, var opstandelsen også uden for deres forestilling Det var først da de kom hen til de andre disciple, at de turde fortælle om det, de havde set.
Kvindernes forventninger blev ikke indfriet! De blev langt overgået!
”Han er ikke her” – lyder det fra englen til dem. Stenen var væk – væltet væk indefra. Ikke for at Jesus kunne komme ud af graven, men for at skulle se ind i den tomme grav. De fandt ikke Jesus blandt de døde, men den tunge sten, der lå over deres hjerte, forsvandt først efter deres eget møde med den opstandne.
Jesus Lever – det bliver klart for dem. Den tomme grav er et under og ikke hverken en forbrydelse eller tragedie
Han lever, og han går foran til Galilæa – foran os ud i vores hverdag. Her venter han på os og vil fastholde os i troen.
JESUS LEVER! – han ikke bare snød døden, som ateisten spøgte med, nej han besejrede døden.
Nu indbyder han os til LIVET – Han indbyder os til at modtage Livet og følge ham til det paradis, som vi var udelukket fra.
Han ikke bare snød døden – han besejrede den, og verden igenfødes ved Jesu opstandelse (DDS 235)
Livets varme, sejrende
over dødens kulde,
priser ham, som strålende
rejste sig af mulde;
dødens fyrste tog ham hel,
havde i ham ingen del,
misted, hvad han havde.
Fundet har nu mennesket
bod for alt forliset;
sværdet nu, det flammende,
svandt fra Paradiset,
nu keruben løfter glad
oliegren og palmeblad,
vinker os til Eden.