Hjørring Varmeforsyning har gennem årene haft en stabil og lav varmepris. Selv med de stærkt stigende priser på bl.a. el, gas og biobrændsler kan prisjusteringen fra 2022 til 2023 holdes på 5,15%.
– Årsagen til dette skal bl.a. findes i den sammensætning, vi har af indkøb af varme og de forskellige produktionsmuligheder på egne anlæg. Der er dog flere poster med store udsving for tiden. El-udgiften til at drive de mange pumper og selve varmeforsyningen med er stærkt stigende, og prisen på brændslerne flis og træpiller viser også en stærkt stigende tendens, lyder det fra Flemming Simonsen, som er bestyrelsesformand for Hjørring Varmeforsyning..
Hjørring Varmeforsyning deltager i øjeblikket i kommunens undersøgelse af mulighed for fjernvarme i områder, der hovedsageligt er dækket af naturgas, og der er endvidere kommet forslag om et tæt samarbejde med en anden varmeforsyning.
Repræsentantskabet var positiv overfor det videre arbejde på disse områder.
Ledningsnettet er i øvrigt godt vedligeholdt, hvilket gør, at 83,3% af den indkøbte og producerede varme ender hos forbrugerne.
– For nylig har vi haft den store fornøjelse, at Hjørring Varmeforsyning nu har rundet de 10.000 forbrugere. Det vil blive markeret ved, at vi overrækker ejerne af den pågældende ejendom en flot gavekurv, slutter Flemming Simonsen.