Der er nok spildenergi i verden til at opvarme alle bygninger, men der er begrænset genvinding af overskudsvarme.
Den bedste energi er for så vidt den, der ikke bruges eller for den sags skyld misbruges ved spild, hvilket gør den, der genbruges, til den næstbedste.
Denne genvundne varme kan kort fortalt bruges lokalt til eksempelvis opvarmning af rum i boliger og postevand i husholdninger. Den kan imidlertid også, hvilket er nok så prisværdigt, bruges i produktionen på samme sted, som den er genvundet.
Sindal Biogas sparer således nu én tredjedel af energiforbruget på gaskedlerne til at varme gyllen op ved at bruge en varmeveksler.
Der er to gevinster; dels et reduceret gasforbrug, og dels bliver gyllen kølet ned før udspredning på markerne, hvorved afgasningen reduceres.
Genvinding af varme har åbenlyst potentiale også mange andre steder.