Hjørring Kommune fastholder i en mail dags dato, at udlevering af den efterhånden herostratiske rapport, der førte til fyring af direktør Jens Kirketerp Jensen og vicedirektør Karin Eilers indebærer en nærliggende fare for, at Hirtshals Havn vil lide skade af betydning, som det formuleres af Charlotte Müller Svendsen, som er jurist ved Borgmesterkontoret.
Dermed fastholdes en lukkethed, der omvendt risikerer at forhindre offentligheden i at få indblik i en udvikling af den kommunale selvstyrehavn, som i sidste ende kan betyde en dyr regning til borgerne i Hjørring Kommune. Ligesom der gives frit spil og yderligere næring til fortsatte bekymringer om, hvorvidt der kan ligge andet end fromme forretningshemmeligheder til grund for ikke at give aktindsigt.
Under alle omstændigheder er anmodningen om aktindsigt, afgørelsen, klagen, genvurderingen og relevante dokumenter nu sendt til Det Kommunale Tilsyn ved Ankestyrelsen.
Foreløbig skal der derfor kun knyttes den tilføjelse til klagen, at det virker pudsigt, at en kommunalt ansat jurist kan tage stilling til havnens interesser. Kommune og havn er nemlig adskilt, hvad angår drift.
Det er sådan set hele fidusen med selvejerhavne!
Link til tidligere debatindlæg
Paw Rytter (S): Store beslutninger bør ikke træffes bag lukkede døre