På billedet ovenfor står direktør Erik Christensen og erhvervschef Ole Bendix fra Business Hjørring foran en presse hos Scanfiber Composites A/S.
Altså vel at mærke ikke en hvilken som helst af slagsen, idet den kan levere et tryk på ikke mindre end 4.000 tons. I Scanfibers produktionsapparat indgår også en vandskærer, som med en vandstråle iblandet sand kan skære i granit og op til en 10 cm aluminiumplade.
– Resultatet af processerne er primært forskellige typer af armering, som for eksempel anvendes til militære helikoptere, både og køretøjer. Og det går godt for Scanfiber med en rigtig fin ordrehorisont, fortæller Ole Bendix.
Alt det og meget mere fik Henrik Dam og Ole Bendix et fint indblik i, da de i mandags besøgte Erik Christensen hos virksomheden på Niels Bohrs Vej i Sindal.
De fik i den anledning en god snak om, hvordan Business Hjørring kan understøtte Scanfibers positive udvikling blandt andet med rekruttering samt digitalisering og automatisering.